Jordmassens dronning afslutter på bedste vis serien om Askatla, Sigrid, Johannes og alle de andre. Efter en hæsblæsende kamp i menneskenes verden, hvor Askatla, Sigrid, Johannes, Aslak og Sohrab genforenes, drager de til Bjerget, hvor de modtages af Illuges kampklare elvere. Med sig har vores helte Malgest og Elfrun, der nu er på deres side. Det går hurtigt op for Sigrid, at myten om Jordmassens dronning ikke blot er en myte, men at hendes ondskab lurer i baggrunden. Hendes kommen vil betyde død og ødelæggelse for både menneskenes og elvernes verden, og da det går op for Sigrid og de andre, at Illuge og Elfrun har deres egen skjulte dagsorden, må de flygte til elverkongen, hvor de igangsætter deres jagt efter en måde at slippe af med den truende ondskab. Venskaber sættes på prøve, kærlighed blomstrer, og nye alliancer formes for at redde verden fra undergang.

Hold nu op! Jeg er nærmest tom for ord efter at have læst afslutningen på serien. På den gode måde altså! Da jeg først var kommet i gang med bogen, vendte siderne sig selv, og jeg havde ret svært ved at slippe den igen. Jordmassens dronning må i den grad siges at være en hæsblæsende afslutning. Handlingen samler på fineste vis trådene fra de andre bøger og får bundet en sløjfe herpå, så alle løse ender er forbundet. Det betyder også, at tidligere spørgsmål besvares, og plottet afrundes på en forløsende måde.

Der er fart over feltet, og der sker noget hele tiden. Der er således masser af action her i sidste bog, og det kunne jeg rigtig godt lide. Det opvejer lidt de passager, hvor Sohrab og Sigrid er på jagt efter tekster om, hvordan de får bekæmpet truslen – på den måde opstår der en god balance mellem den mere statiske og den dynamiske handling.

Ligesom i de andre bøger fortælles handlingen skiftevis fra Askatla, Sigrids og Johannes synsvinkel, hvilket giver plottet et dybere perspektiv, idet handlingen anskues fra flere vinkler. Og ligesom i de andre bøger fungerer det rigtig godt. Der har hele tiden været en udvikling af hovedkaraktererne, som blot kulminerer her i 3’eren, hvor de for alvor finder sig selv og deres plads i hele menneske/elver-perspektivet. Samtidig får man som læser også et dybere forståelse for blandt andet Aslak og Illuge, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Og hvor er Sigrids lillebror Svend dog en skøn karakter! Selvom handlingen er alvorlig, og der er meget på spil, giver Svend både læser og karakterer et lille pusterum midt i kaosset.

Sprogligt og plotmæssigt hersker der ingen tvivl om, at Mittet er dygtig, og min begejstring for hele universet og fortællingen er blot blevet større. Jordmassens dronning er en afrundet og virkelig stærk afslutning på Bjergtaget og får mine varmeste anbefalinger med på vejen.

– Camilla