Crooked Kingdom af Leigh Bardugo

Forfatter: Leigh Bardugo
Forlag: Indigo
År: 2016
Sprog: Engelsk
Sidetal: 536
Genre: Fantasy, Dark Fantasy, Young-Adult


“Trusting the wrong person can get you killed.”


Stjerner:  ⭐⭐⭐⭐⭐


Efter at have anmeldt Six of Crows, måtte jeg bare skynde mig videre til næste bog i serien. Var jeg nervøs for, at den ikke var lige så god som den første? Ja. Nervøs for, at den var, som toere ofte er? JA! Men Bardugo skuffer ikke, og Kaz’ hold forbliver mit yndlingshold af mangelfulde karakterer.

Crooked Kingdom fortsætter, hvor den forrige bog slap. Kaz og hans hold har befriet Kuwei, og nu handler det om at få taget hævn over Jan Van Eck, der snød dem for deres gevinst for det gennemførte job, og redde Inej. Holdet må kæmpe for overlevelse, ikke kun deres egen, men også Kuweis. Og samtidig må de komme på en ny plan for at narre gamle fjender og nye. Alt sættes på spil, men med Jespers pistoler, Kaz’ hjerne, Ninas forstand, Inejs talent, Wylans opfindsomhed og Matthias’ styrke er der intet, de ikke kan klare.

I romanen skifter POV mellem de seks hovedkarakterer, hvor vi får et dybere indblik i deres tanker og følelser. Her får læseren virkelig lov til at komme under huden på karaktererne. Bardugo mestrer de mange forskellige synsvinkler til perfektion, og hun får læseren til at holde af hver enkelt karakter. Det er vildt at tænke på, hvordan hun jonglerer med så mange og så forskellige karakterer og alligevel formår at gøre dem til deres helt egne særskilte personer. Jeg er fan. Og jeg elsker virkelig alle karaktererne.

Både karakterer og kærlighedsforholdene udvikler sig og bliver mere fascinerende. Især Kaz, Wylan og Jesper udvikler sig her og får langt mere dybde end i første bog. I Six of Crows blev læseren præsenteret for Nina og Matthias’ kærlighedsforhold, flirten mellem Wylan og Jesper, samt det lidt mærkværdige forhold mellem Kaz og Inej. De tre forhold får i denne lov til at blive dybere og bliver udforsket mere, stadig uden at det fylder for meget. Jeg elsker samspillet mellem den generte Wylan og den selvsikre og humoristiske Jepser. Men samtidig er jeg også vild med det interessante forhold mellem Kaz og Inej, der langsomt udvikler mere end bare et bånd.

Ens følelsesregister kommer virkelig på arbejde, da bogen kaster læseren gennem alle følelser flere gange. Jeg grinede af Jespers jokes, frygtede for karakterernes liv i de hæsblæsende situationer og græd ved slutningen. Der er fart over feltet, og romanen er både dyster og fængslende med sin action, spænding, vilde planer og plottwists.

Selvom man vil have mere, når man har læst den sidste side, er slutningen alligevel helt rigtig, og Bardugo afslutter helt perfekt. Crooked Kingdom får 5 stjerner. Jeg synes, bogen er virkelig god, men jeg mener også, at Six of Crows er bedre. Det skyldes hovedsageligt, at det tog mig ret mange sider (omkring 200 faktisk) at blive rigtig grebet af fortællingen. Og det er en skam, nu hvor Bardugo skriver så fængslende, og jeg elsker de seks karakterer. Der manglede bare noget mere action og handling i starten, så man blev revet med med det samme.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *