Mestenes-serien 1: Inkarnation – af Pernille L. Stenby

Forfatter: Pernille L. Stenby
Forlag: Ulven og uglen
År: 2018
Sprog: dansk
Sidetal: 429
Genre: YA, fantasy


Stjerner:⭐⭐⭐⭐⭐


Jeg var så spændt på denne nye serie fra Ulven og uglen. Ikke kun fordi ideen om en person, der vågner op i et lig og ikke kan huske noget er spændende og fyldt med muligheder, men især fordi jeg har savnet fantasybøger med lgbtq+ personer. Og jeg blev ikke skuffet!

I Inkarnation vågner jeget op i en krop, der indtil nu har været død, og som er mærket med utallige ar. Jeget er sikker på, de ikke hører til her, men må tilbage til tågen, hvor de kom fra, tilbage til Ham, og får hjælp fra både en elev og en lærer, som har to vidt forskellige ideer om, hvad der virkelig er sket.

Handlingen udspiller sig på Roevel Akademi, som er en skole for børn med særlige evner. Der er fire typer af elever med hver deres relation til og brug af sansen, som er navnet på det magiske element i serien. De fire typer elever er: betvingere, skelsættere, omstillere og kontrollører. Det er et meget interessant univers, der blander tropen om den magiske skole, vi kender så godt, sammen med en dystopisk tyrannisk institution, Kastellet, der ejer eleverne. Det skaber derved et unikt fundament for universet, som jeg kun glæder mig til at lære mere om.

Karaktererne er velskrevne og interessante, og også her er jeg nysgerrig efter at vide mere om dem alle. Især hovedpersonen Mes står dog mit hjerte nært, da de virkelig kommer igennem meget og fortjener en pause! Det, at Mes ikke forstår verden på samme måde som de andre, gør, at der kommer nogle interessante og sjove interaktioner ud af det. Især er der fokus på køn, hvor Mes ikke forstår, hvad det går ud på, men godtager det, når de får at vide, at piger har nederdele på, mens drenge går i bukser. Den måde temaet om identitet bliver udforsket på, fungerer rigtig godt, da Mes netop forsøger at finde ud af, hvem de er og hvor de kommer fra, og midt i alt det stilles også spørgsmålet om kønsidentitet. Seksualitet udforskes tilmed i et trekantsdrama, der er et af de bedre, jeg har læst. Og det føles aldrig som et sidespring fra hovedplottet, men som en integreret del af karaktererne og deres udvikling.

Bogen er super godt skrevet, og jeg elskede, at man som læser er forvirret sammen med jeget, oplever verdenen idet at jeget oplever den og på samme måde har svært ved at vide, hvem man kan stole på. Selvom der var så mange nye informationer og meget at finde rundt i, så var jeg aldrig i tvivl om, at det hele nok skulle give mening senere.

De små tegninger i starten af bogen og ved nogle af kapitlernes slutning er virkelig fine og opbygger en stemning og en visuel indgang til universet, som jeg håber fortsætter i de næste bind i serien. Det visuelle kommer sådan set også til udtryk sprogligt. Der er, især i starten, lagt stor fokus på at beskrive omgivelserne. Det giver god mening, da Mes ser skolen for første gang, men det er også bare rart og gør det nemt for mig som læser at bygge akademiet op og indleve mig i universet.

Jeg kan slet ikke anbefale Inkarnation nok, til alle fantasy fans – unge som voksne, og håber virkelig serien får al den succes, den fortjener!

– Mette

En tanke om “Mestenes-serien 1: Inkarnation – af Pernille L. Stenby

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *