Forfatter: Vicki Pedersen
Forlag: DreamLitt
År: 2015
Sprog: Dansk
Sidetal: 85
Genre: Noveller, Thriller

“Havde jeg ikke syndet, hvad ville der intet have været at undskylde for dig. Min skæbne har givet dig lejlighed til at vise barmhjertighed.”

Stjerner:⭐⭐⭐

Jeg købte denne på opfordring fra forlaget til Skrækfest og glædede mig til at komme i gang, for denne skulle eftersigende være ret grum at læse.

Den røde tråd følger livet på en tilsyneladende helt almindelig villavej, hvor den snor sig ind og ud af husene og giver et indblik i, hvad der foregår bag lukkede døre. Villavejen er fuld af hemmeligheder og galskab bag de lukkede døre, hvor den ene hemmelighed er mere grum end den anden. Undervejs møder man forældre, der modtager en gave, som ingen ønsker sig. Luderen der ikke tager kunder, der tænder på røde trusser. Og ægteparret der finder deres helt egen måde at være sammen på.

Der opstår ofte en følelse af fragmentering i novellesamlinger, men det er ikke tilfældet her. De korte tekster glider ind og ud af hinanden, hvor forskellige personer går igen historien igennem og giver en følelse af enhed. Samtidig går den røde farve også igen flere steder på diverse måder, som også er med til at skabe en større samhørighed mellem novellerne.

Historierne er fængende, og det er ikke småting, der afsløres undervejs. Vicki Pedersen tager både fat i emner som incest, selvmord, seksuelt misbrug, spiseforstyrrelser og meget mere. Den ene historie er mere grum end den anden, og man læser dem derfor med en vis rædsel – for hvad bliver det næste? Novellerne med Mogens og Inger står i skarp kontrast til den grumme virkelighed med deres skæve og lettere humoristiske samtaler. De er præcis sådan, som man kan forestille sig, at et ældre ægtepar måtte være. Disse noveller både letter den dystre stemning, men gør også de andre mere uhyggelige ved netop at være så modsat dem.

Samlingen er både barsk og grum og konfronterer læseren med de skyggesider, vi helst ikke vil se. Vi ved udmærket, at mennesket kan have mørke sider, og at disse oplevelser er hverdagskost for nogle, men det er noget, vi helst ikke vil konfronteres med, for det vil bare gøre det mere virkeligt. Ved at “lukke” øjnene for det, kan vi nogle gange bilde os selv ind, at det ikke sker, og det har vi det bedst med. I novellerne tvinges vi til at se det, og Vicki har formået at skildre det dystre ganske godt.

– Camilla