Hilsen fra Båstad af Jenny Fagerlund

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books


Forfatter: Jenny Fagerlund
Forlag: Palatium Books
År: 2019
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Sidetal: 259
Genre: Romantik, Chick-Lit


Stjerner: ⭐⭐⭐⭐


Folk vil synes, jeg er ynkelig, når de finder ud af, hvordan det faktisk forholder sig.”


Linda har fået det fedeste job i London og glæder sig til at komme i gang. Men bedst som hun tror, at nu går turen til London, trækkes hendes stilling tilbage. I stedet for at fortælle sandheden og blive ydmyget af alle andre, vælger hun at lyve og flygte hjem til mosteren i Båstad. En moster hun ikke har haft kontakt til siden barndommen på grund af en strid mellem hende og Lindas mor. I Båstad står tennisugerne for døren, og Linda drages ind i festlighederne. Og jo længere tid hun er der, jo mere nysgerrig bliver hun på, hvad der gik galt mellem hendes mor og mosteren. Og hvad skal hun gøre, når alle andre begynder på job og vender tilbage til hverdagen, mens hun ikke har noget job?

Til forskel fra de andre bøger fra Palatium Books jeg har anmeldt det sidste stykke tid, så handler den her ikke i lige så høj grad om kærlighed, som den handler om familie, venskaber og livet bag facaden. Rigtig meget af Lindas liv handler om at opretholde en facade og leve det perfekte liv, og da det smuldrer mellem hænderne på hende, aner hun simpelthen ikke, hvad hun skal gøre. Hvad vil andre ikke tænke? Det vidner om en tid, hvor alt på overfladen tilsyneladende er perfekt, men hvor der under facaden er mere på spil. Og jeg synes, at forfatteren lykkes med at skildre dette meget virkelighedstro.

Vi kender det vel allesammen. Hvordan et Instagram billede syner af det perfekte liv, vi længes efter. Men i virkeligheden er dette i mange tilfælde blot et glansbillede, og vi aner ikke, hvad der foregår bag kulissen. Andres meninger og opfattelsen af, hvordan vi bør leve vores liv, fylder utrolig meget i vores bevidsthed, og det skildrer Hilsen fra Båstad på en rigtig fin og realistisk måde.

Der er en god mængde dybde i denne bog, der gør den mindre fluffy end nogle af de andre chick-lit bøger, jeg har læst. Dette skyldes blandt andet konflikten mellem mosteren og moren, men også konflikten i Linda i forhold til angsten ved at vise det uperfekte liv og det manglende job. Den handler pludselig om mere virkelighedsnære problemstillinger, hvilket giver bogen et ekstra lag.

Kigger vi på karaktererne, synes jeg også, at Jenny Fagerlund får skildret nogle virkelig realistiske karakterer, der skinner tydeligt igennem. Ikke alle er lige fremtrædende, men dette synes jeg ikke gør noget, idet de vigtigste karakterer træder levende frem. Og så er historien velskrevet i et letlæseligt sprog og med et godt flow i teksten.

Hilsen fra Båstad får min varmeste anbefaling, og hvis du søger et modspil til den uendelige række af romantiske chick-lit romaner, bør du give denne et skud.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *