Tabu af Steen Langstrup

Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget 2 Feet Entertainment


Forfatter: Steen Langstrup
Forlag: 2 Feet Entertainment
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 278
Genre: Thriller, Gys


Stjerner:  ⭐⭐⭐⭐⭐


“Det er, som om I ikke har andet end jeres hemmeligheder.”


Tabu er en spændingsroman, der omhandler ægteparret Jeanette og Klavs. De har købt en tropeø, hvor de har inviteret deres to voksne børn, Birk og Ulrikke, til at fejre julen sammen med dem i varmen. Birk er professionel gamer og i konstant strid med sin far, mens Ulrikke er farens øjesten. Hun har taget sin nye kæreste med, der ikke helt falder i Klavs’ smag, men som Jeanette hurtigt får øjnene op for. En aften får Jeanette øje på skyggen af en mand, som ikke burde være på øen. Og samtidig er der en voldsom storm på vej.

Der er således lagt op til en spændende og nervepirrende roman, som på intet tidspunkt skuffer. Spændingen fastholdes hele romanen igennem, og som læser efterlades man da også helt ude på kanten af stolen, når Langstrup afslutter mange af sine kapitler med cliffhangers, der ikke nødvendigvis følges op på i det efterfølgende kapitel. Bogen er utrolig svær at lægge fra sig, og inden man har set sig om, har man slugt romanen og vil have mere.
Selvom sproget er meget hverdagsagtigt og ligetil, hvor sætningerne ofte er ret lange og sætter tempoet ned, så formår Langstrup alligevel at bruge sproget til også at sætte en nervepirrende stemning og skabe en følelse af uhygge. Der er noget ganske ubesværet over sproget, som river læseren med.

Plottet er godt bygget op med en interessant handling og realistiske karakterer, hvor spændingen er stødt stigende. Der er indlagt twists, der gang på gang overrasker og sætter tempoet i gang. Undervejs fortælles handlingen fra skiftende synsvinkler, som bidrager til en dybere forståelse, der på samme tid forbinder alle løse ender på en rigtig fin måde og skaber et godt flow. Intet er, hvad det ser ud til at være, og efterhånden som plottet og karaktererne udfoldes, bliver stemningen i romanen også mere mørk og dyster. Her fungerer den hærgende storm og den isolerede ø som en perfekt kulisse til en fortælling, der emmer af hemmeligheder og uhygge.

Det leder mig videre til de realistiske karakterer, hvor særligt Jeanette skiller sig ud og får masser af psykologisk dybde. Hun er flot portrætteret, hvor man kommer under huden på hende og får indblik i hendes følelser, tanker og oplevelsen af at blive ældre. Hun forsøger desperat at holde sammen på sin smuldrende familie ved blandt andet at fungere som mægler mellem Klavs og Birk for at sikre husfreden. Som plottet intensiveres, dukker de forbudte tanker og følelser hos Jeanette også op til overfladen. Måske er hun slet ikke så tilfreds med livet, som det ser ud?

Tabu er fuld af hemmeligheder og løgne og skildrer rigtig fint samfundet og de sociale tabu, som vi er så gode til at lægge låg på og se bort fra – lige fra voldelige kærester til forbudt begær. Bogen er godt nok fiktion, men den behandler og stiller spørgsmål ved de sociale normsæt, som også gør sig gældende i vores virkelighed.

Jeg har ikke før læst noget fra Steen Langstrups hånd, men efter at have læst denne, er det bestemt ikke sidste gang, at jeg giver mig i kast med en af hans bøger. Tabu er helt klart en af de bedste bøger, jeg har haft fornøjelsen af at læse i år.

– Camilla

En tanke om “Tabu af Steen Langstrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *