Mere at holde af af Faith Andrews

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Palatium Books

Forfatter: Faith Andrews
Forlag: Palatium Books
År: 2020
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 311
Genre: Romantik, Chick-Lit.

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

“”Skønhed kommer i mange former, størrelser og farver, Len. Du er smuk.””

Min første bog i 2020 blev til endnu en romantisk chick-lit fra Palatium Books. Jeg er efterhånden ved at få smag for dem. Ikke kun fordi de nu alligevel er lidt søde, men særligt også fordi de er hurtigt læst. Men Mere at holde af er ikke bare endnu en kærlighedsroman i rækken, den har også noget helt særligt på hjerte. Et vigtigt budskab, som vi er gode til at glemme.

Mere at holde af handler om Leni. Hun har altid været lidt større end de andre piger og har været på adskillige slankekure, uden at opleve de helt store vægttab. Hun har aldrig rigtig været tilfreds med sin størrelse eller været i stand til at se bort fra størrelsen på sine lår eller mave. Men da hendes bror og hendes veninde skal giftes, og Leni skal klemmes ned i en kjole, får selvsamme veninde lokket hende med i fitness, så Leni kan starte på en frisk med et vægttab – der gerne skulle få hende til at elske sig selv. I løbet af sin rejse indser Leni dog, at skønhed ikke altid kan måles på et perfekt ydre.

Det er netop dette, der er essensen af budskabet – men mere om dette senere.

Jeg var ret vild med karaktererne i Mere at holde af, fordi de sprudlede af liv på hver deres måde. Lenis sarkasme og sjove bemærkninger gør hende utroligt levende og til et frisk pust. Det er da også hendes tanker og replikker, der trækker romanen op på et lidt mere humoristisk plan. Dynamikken mellem Leni, hendes familie og veninder er velskrevet og fungerer helt fantastisk, samtidig med at det på en eller anden måde virker så realistisk og troværdigt. 

Når det kommer til den romantiske del af handlingen, adskiller denne sig også fra mange af de andre kærlighedshistorier, jeg har læst på det seneste. Hvor mændene i de andre er selvsikre, modige og driver forholdet fremad, så hamrer Lane i stedet bremsen i. Og jeg kunne egentlig meget godt lide at møde et mere stifærdigt crush. Det gjorde nemlig også, at forholdet mellem Leni og Lane blev langsomt opbygget, i stedet for tju hej hvor det går som i mange andre. Og så var det også lidt sødt, at han var mere forsigtig, hvilket til tider stod i skarp kontrast til Lenis mere frembrusende karakter. På den måde balancerede de fint hinanden.

Sprog, handling og karakterer fungerer alt sammen rigtig godt. Plottet er opbygget ligesom i mange andre romantiske bøger med møde mellem de elskende, en forhindring og sidenhen genforening. Selvom det er forudsigeligt, så gør det ikke noget. Min eneste anke (og grunden til, at det ikke er 5 stjerner) er dog Lenis måde at omtale sig selv på. Hun siger konstant “tyk” eller “fed” om sig selv, og det blev i længden lige en tak i overkanten.

Tilbage til budskabet. Nemlig det at elske sig selv for den, man nu engang er, og sætte pris på det, man har opnået. Det kan være svært, hvis spejlbilledet ikke passer med forestillingen om, hvad der anses for værende perfekt. Hvilket kan få én til at føle, at man ikke passer ind. Men vi er alle sammen forskellige, og det ydre er jo trods alt kun en skal, der gemmer på den ægte skat (det blev godt nok poetisk 😆). Det er bare vigtigt at huske på, at udseende ikke er alt, og det indser Leni heldigvis til sidst.

Mere at holde af er en sød fortælling med et vigtigt budskab. Så er du til romantiske fortællinger med noget på hjerte og en skøn hovedperson, så er denne roman noget for dig.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *