Mulm handler om Jacob, hvis kone pludselig er  blevet indlagt med en svær depression. Nu må Jacob jonglere med presserende deadlines på arbejde og opdragelsen af deres femårig søn  Johannes. Noget, der besværliggøres af den besynderlige usynlige ven, som sønnen har fået. Der går ikke længe, før Jacob oplever skræmmende ting i sit eget hjem, der får ham til at betvivle, hvad der er virkeligt, og hvad der er ren fantasi.

Det her er nok en af de mest uhyggelige bøger, jeg har læst i lang tid. En bog, hvor mørket langsomt trænger sig tættere og tættere på, til hverken hovedpersonen eller læseren kan klare mere – og så lige lidt længere ud over kanten.

Det er anden gang, jeg læser noget af Teddy Vork, og jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor dygtig han er til at sætte scenen og skabe en så dyster og kvælende (på den gode måde) stemning med ganske få midler. Det var ofte, at jeg sad med hastigt bankende hjerte, hvor jeg nærmest selv kunne mærke, hvordan angsten sled i Jacob, og hvordan mørket trængte sig dybere ind gennem sprækkerne i hans sind. Hold nu op, hvor var det effektfuldt at blande hverdagssituationer med psykologisk dybde, hastigt tempo og en nådesløs slutning. Historien viser på en ret så skræmmende og stærk måde, hvordan livet på et splitsekund kan ændre sig, og hvor skrøbelig og letpåvirkelig den menneskelige psyke til tider kan være. Man må sige, at Vork besidder en fantastisk evne til at fremvise ondskaben i en genkendelig verden, hvor en fortættet og dyster atmosfære omfavner både karaktererne og læseren.

Det særlige ved Mulm er, at som Jacob vakler mellem virkelighed og fantasi, så gør læseren det så sandelig også. Her er det nærliggende at tænke Todorovs teorier om det fantastiske ind i handlingen, idet der er den her helt fantastiske tøven. Er der virkelig noget ondt, der lurer i hjørnerne? Har Johannes en usynlig ven? Er det noget, Johannes digter som et forsøg på at takle moderens fravær? Eller er det hele ren og skær noget, som Jacob forestiller sig? Med de mange psykologiske aspekter i bogen kan man nemt tolke sig til, at det mærkelige, det overnaturlige har rod i noget psykologisk. 

Idet Jacob bliver mere og mere påvirket, tager historien læseren med på en rejse ind i sindets mørkeste afkroge, der underbygges af psykologien og de psykologiske betegnelser, der bruges i bogen. Det hele fungerer og går op i en højere enhed. Bogen er ikke særlig lang, men det er heller ikke nødvendigt. Den er skåret ind til benet på bedste vis, så handlingen ikke føles langtrukken, men i stedet lige tilpas.

Der er vist ikke nogen tvivl om, at jeg blevet revet med af den ret så indlevelsesrige historie, og jeg vil gerne give Mulm mine varmeste anbefalinger med hele 5 stjerner. 

– Camilla