Forfatter: Benjamin Lamberth
Forlag: Byens Forlag
År: 2020
Sprog: Dansk
Sidetal: 380
Genre: Dark fantasy, voksen fantasy

Stjerner: ⭐⭐

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Byens Forlag

Myrkurpolis er en dyster og rådden by, hvor håbløshed trives, og de mange folkeslag og trosretninger bekæmper hinanden i en endeløs strid om magten. Ghalia er vægter og håndhæver loven i den yderste oval, men en dag får hun mulighed for at blive noget større og øjner en chance for at redde sin by – men prisen er frygtelig dyr.

Dæmring var for mig en ret svær bog at komme ind i. Den er skrevet i noget så sjældent som første person datid og er præget af mange lange sætninger og tunge beskrivelser. Selve stemningen i den skrækkelige by sættes rigtig godt via disse, men teksten blev også hurtigt for mættet af dem. Datidsformen gav et indtryk af, at Ghalia fortalte sin historie som et tilbageblik, og at læseren ville blive ledt op til noget, men dette fik aldrig et egentligt pay-off. Der var også alt for mange navne at finde rundt i, og det ville have været en fordel med et personregister at kunne slå op i.

Selve handlingen i Dæmring begynder fint med Ghalias liv som vægter i en by, hvor freden aldrig vil vinde indpas. Det er barske sager og klart en fantasybog, der kun er for voksne. Der er meget vold og smerte og meget lidt glæde for nogen som helst af karaktererne. Det tog en del tid, før Ghalia fik muligheden for at blive en del af en ny kult, der indtager byen. Her stiger hun i graderne og nærmest hjernevaskes til at følge denne nye ideologi. Mit største problem med bogen lægger i forlængelse af dette skift. For mig virker det ikke troværdigt, når Ghalia skifter side – og det gør hun utallige gange i løbet af bogen. Hvad end det er, at hun skifter ideologi, tro eller loyalitet til venner, fjender og familie. Det hele ender med at virke tilfældigt. Som at Ghalia vælger ud fra, hvad plottet har brug for og ikke, hvad hun som karakter egentlig ville gøre. På et tidspunkt, lidt over halvvejs, ender handlingen mest med at være en sammenblanding af voldelige sammenstød, smerte og tortur og Ghalia, der skifter side for så at gennemgå det samme igen. Det er der naturligvis også en mening i, da selve temaet for bogen netop er denne endeløse cirkel af vold blandt forskellige folkeslag/ideologier/trosretninger. Temaet kunne bare være udfoldet bedre end denne bog formår at fremstille det.

Karaktererne føler jeg ikke, vi nogensinde kommer under huden på. Ghalia fortæller, hvem de alle er – om de er venner eller fjender – men det betyder i sidste ende ikke særlig meget, når de til hver en tid kan skifte på et splitsekund. Deres personligheder flyder ud, og hvad de hver især motiveres af, står mig uklart. Ghalia tænker i starten en del på sin far, som hun vil ære og på en ukendt elsker, som hun savner. Men begge forsvinder i løbet af bogen og bliver glemt, og dermed mister de den motivationsfaktor, de ellers virkede til at skulle bære for Ghalia i begyndelsen af bogen.

Jeg vaklede i min bedømmelse mellem to og tre stjerner, da Dæmring i det mindste lever op til sit løfte om en dyster dark fantasybog for voksne og prøver at undersøge nogle interessante ideer om radikalisering og kulturkampe. Men udførelsen lykkedes bare slet ikke for mig, desværre.

– Mette