Dødens engel er sidste bind i Fortællinger fra døden, og selvom jeg synes historien blev en hel del bedre i bog 2, blev jeg desværre lidt skuffet over afslutningen her i bog 3. Hovedsageligt fordi jeg ofte kedede mig. Bog nummer et havde en hel ny verden og karakterer at introducere. Bog nummer to havde flere afsløringer og kom tættere på nogle af karaktererne. Denne her havde mest fokus på kamp op til dommedag og havde, efter min smag, alt for mange træningsscener. Jeg forstår godt, man er nødt til at vise træningen. Ellers er det utroværdigt, at de overhovedet har en chance til dommedag. Men det blev for meget. At klimaks så også er ret kort, med megen vigtig action off page, forvirrede mig. Jeg ville hellere have haft kampfokus dér end i starten af bogen. Når det så er sagt, er action, træning og kamp velskrevet og i et godt tempo. Sproget, skrivestilen og de skiftende synsvinkler gør det til en god og let læseoplevelse.

 

Trådene i plottet samles, og vi møder både gamle og nye karakterer. Jeg kunne godt lide Leviathan, og at Raven, Zeph og Dalia kom lidt tættere på hinanden. For min skyld kunne de godt have haft endnu mere tid sammen. Dalia nåede aldrig rigtig ind under huden på mig, men det var rart at læse mere fra hendes side og se himlen. Raven og Zeph fik en lidt flad slutning, men meget realistisk. Det er jo dommedag.

 

Skurkenes motiver var spændende og gav god mening, men de måtte godt have haft mere tid også. Der er nogle relationer der, som kunne være fede at lege lidt mere med. Men igen, det er jo dommedag. Uret tikker! København havde også en lille cameo, hvilket var hyggeligt trods omstændighederne for Ravens besøg 😆

 

 

Hvis du har læst de to første, så synes jeg, du skal læse Dødens Engel også. Det er velskrevet fantasy, der samler trådene fra de tidligere bind og giver en fin slutning på Ravens historie. Den har bare nogle fokusproblemer som trækker den ned hos mig personligt.