Forfatter: Nanna Foss
Forlag: Gyldendal
År: 2020
Sider: 436
Sprog: Dansk
Genre: Science-fiction, Fantasy, YA

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Nasrin genkender Alban, som ham, der reddede hendes liv, da hun var barn. Dengang hendes mor døde, og Nasrin overlevede. Men det kan ikke være ham. Alban er blind, og så er han på magisk vis heller ikke blevet én dag ældre siden. Efter mødet med ham bliver Nasrin trukket ind i de mystiske begivenheder, som en gruppe magisk tidsrejsende unge har forviklet sig ind i. Hun bliver det syvende medlem af gruppen, og beslutter sig i alt hemmelighed for ikke at forspilde sin eneste chance for at redde sin mor.

Det var virkelig spændende at komme ind i hovedet på Nasrin. På en, som ser hele gruppen udefra og vikles ind i tidsrejsemysterierne på ny. Hun har sin egen agenda til at starte med, men mysterierne og skæbnen indhenter hende, som det gjorde alle de andre. Plottet i Ursiderne kredser mest om Nasrins indtræden i gruppen, hendes sorg over moderens død og hendes forsøg på at redde hende med tidsrejserne. Selvom hun er en, der kommer udefra, flettes hendes historie perfekt ind i de andres, og i den vi allerede har fulgt i bind 1 og 2. Det er virkelig godt sat sammen. Ursiderne har et brag af et klimaks, og en ond cliffhanger, som jeg er meget glad for, at jeg ikke skal vente på!

Nasrin var til tider en overvældende karakter at følge. Hun har så meget sorg, så meget smerte, som nogle gange udvikler sig til en enorm vrede. Det skærer lige i hjertet og er skildret fuldstændig troværdigt. Jeg er ikke nem at få til at græde over bøger, men jeg fældede et par tårer for Nasrin.

Nasrin er en stærk karakter, men også meget lukket, og hendes introduktion i gruppen tvinger hende til at åbne op lidt efter lidt. Adriana og Alban er nok de to fra gruppen, som hun interagerer mest med. Jeg elskede hende og Adriana sammen. Bare at se Adriana fra en anden side, var noget jeg havde set frem til siden bind 1. De skubber til hinandens grænser og støtter hinanden på samme tid. Deres dynamik fungerer fantastisk, og jeg glæder mig endnu mere til Adrianas synsvinkel nu!

Alban og Nasrin har en forbindelse i forhold til, at han ligner den person, som reddede hende i fortiden. Og i forhold til, at hendes smerte nu også er Albans gennem hans evne. Nasrins kan godt være voldsom, og hendes evner viser sig også voldsomme og kaotiske. Men for ikke at skade de andre, og især Alban, er hun nødt til at finde kontrollen.

Sprogligt flyder Ursiderne godt, præcis som de forrige bind i serien. Der er en stilændring ved nogle sider, når følelserne går ekstra højt hos Nasrin, og det fungerer rigtig fint. Faktisk så øges spændingen hos læseren, da man fysisk kan se på bogen, at nu sker der snart noget vildt.

Tematisk kredser Ursiderne på samme måde som Geminiderne om skæbnen. Kan fortiden ændres? Eller cementerer man den, som den er, netop fordi man prøver på at ændre den? Den handler også om sorg, om den smerte og tomhed, man bærer efter sådan et traumatisk tab af sin mor.

Det er en hård og følelsesladet bog, og så alligevel min favorit i serien indtil videre.

– Mette