Forlag: Tellerup
År: 2020
Sidetal: 348
Sprog: Dansk
Genre: Fantasy, YA
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
Katalena søger efter Haias tilgivelse koste, hvad det vil, Vermilla er færdig med gudinden og finder en ny vej at følge, mens Paleon bliver stillet en umulig opgave, der splitter hans kærlighed i stykker. Sorkan vil gøre bod på sine synder med det ultimative offer, mens Colvar lægger krig, død og ødelæggelse bag sig. Alt imens blusser konflikten mellem Derell og Cairon op.
Sjæleoffer er tredje bog i serien Gudernes krig. Den er ikke ligeså god som bog 2 efter min mening, men nærmere på samme niveau som den første. Vi følger stadig de samme karakterer på deres rejser, men de splittes mere ad i denne bog, hvilket, jeg synes, udvander hver historie. Man når aldrig dybt nok ned i hver plottråd, og det er sådan en skam. Der er nogle virkelig stærke karakterer, som sagtens kan tåle at få flere sider til at fortælle deres historie. Plotmæssigt føltes det mest som om, denne bog er til for, at alt gøres klar til de vigtige begivenheder. Som så sker i slutningen af bogen og forhåbentligt føres videre i næste (og sidste?) bind
Den stærkeste synsvinkel i Sjæleoffer er nok Vermilla eller Sorkan. Alle karaktererne er i færd med at gøre op med sig selv og deres leveveje og valg, men de to står stærkest for mig. Hvor Vermilla gør op med sin gudinde, Haia, men ikke med at tilbede guderne generelt. Og Sorkan, helt omvendt, har intet til overs for guderne, men alligevel ender med at blive blandet ind i deres konflikter. Min favorit Derell fik desværre ikke meget plads i det her bind, men jeg er meget nysgerrig på, hvordan det hele ender for ham.
Det tog mig noget tid at komme ind i bogen, da den føltes lidt langsomt i starten. Men når man først kommer ind i verdenen og karaktererne igen, flyder flowet godt. Både de stille og de actionprægede scener spiller, præcis som i de tidligere bind. Og jeg glæder mig til at se, hvordan det hele ender for dem alle sammen.
– Mette