Lad os starte med sprog og skrivestilen i de fire bøger. Skeletter i skabet er skrevet i et let og ligetil sprog, hvor handlingen flyder let. Sprogmæssigt sker der ikke det helt store, da det holder sig på et hverdagsagtigt niveau hele serien igennem uden store krummelurer eller andet. Dog er der ingen tvivl om, at forfatteren kan skrive, da hun har fået skruet et spændende plot sammen, hvor sproget og skrivestilen bidrager til, at det er hurtigt læst. Faktisk må jeg indrømme, at siderne næsten vendte sig selv i min søgen efter at læse videre om Davie, og hvad han ellers blev udsat for.

Og det leder mig egentlig videre til selve handlingen, som, som nævnt herover, er virkelig godt skruet sammen. Der fordeles løbende en masse forskellige interessante elementer i de forskellige kapitler, og selvom der opstår en masse spørgsmål undervejs, så besvares disse fint, når tiden er ende. Faktisk synes jeg, at Rødtnes formår at binde en rigtig fin sløjfe på handlingens løse ender til sidst, hvilket giver et afrundet og vellykket plot. Der er helt sikkert lagt i kakkelovnen til at fange læserens interesse og fastholde den undervejs i historien.

Her er tale om en fantasy-verden, hvor der både hersker elementer fra nutid og fortid, hvorfor denne verden bliver en smule sammenrodet og måske også lidt rodet. Det kan være lidt svært at fornemme, hvordan samfundet ser ud, idet der både findes sporvogne, husflammer og huse, der mest af alt minder om noget fra 1800-tallet. Af den grund kan det derfor godt være lidt svært at finde ud af, om den foregår tilbage i tiden, vores nutid eller reelt set i en fremtidsverden. Dog synes jeg, at det hele er utrolig godt fundet på. Jeg er især ret fascineret af dødsbørnene og af slægtsskeletterne i hver familie. Ikke kun fordi det er et frisk pust til fantasygenren, og fordi de giver noget mere dybde og faktisk også fantasi til historien, foruden det faktum at de også har en stor og vigtig rolle at spille i universet – faktisk skyldes min fascination af især skeletterne i høj grad den betydning, som de giver hele historien. Skeletter i skabet kan i denne serie forstås på to måder. Først i bogstaveligeste forstand, idet slægtsskeletterne sidder i skabe i familiernes hjem. Men så sandelig også i den overførte betydning, hvor vi hver især har skeletter i skabet i form af hemmeligheder, vi helst ikke ønsker, ser dagens lys. I historien er dette blandt andet det, som Davies første læremester gemmer i sin kælder, eller de ting, Davie gør, for at beskytte sin læremester.

Dertil kommer elementet med dødsbørnene, som egentlig skaber en ret opdelt verden med dem mod os og en ret fin tematik om det at være anderledes, og hvordan det anderledes betragtes som farligt og forkert. I dette tilfælde er det anderledes dog også farligt, men tematikken har stadig en vigtig morale, som til stadighed er gældende i vores eget samfund. Og det giver bare lidt mere til historien, synes jeg.