Forfatter: C.L. Taylor
Forlag: Jentas
År: 2017
Sider: 367
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Thriller, spænding, domestic noir
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
I Savnet oplever Claire noget af det værste, man kan opleve som mor, da hendes 15-årige søn, Billy, forsvinder efter et skænderi. I begyndelsen tror hun og hendes mand, at han bare er stukket af hjemmefra og vil komme retur, men der er gået seks måneder, og der er intet nyt dukket op i sagen. Claire er efterhånden den eneste, der tror på, at han stadigvæk er i live. Da familien igen skal fortælle deres historie på tv, begynder der dog at ske mistænksomme ting. Claire begynder at få blackouts, der efterlader hende uden nogen ide om, hvad der er foregået, eller hvor hun er. Men i takt med hendes blackouts og hjælpen fra en psykolog begynder hun at afdække den ene løgn efter den anden i sin familie, som der ikke burde være i en familie. Løgne, der måske endda kan være med til at afsløre, hvad der er sket med Billy.
Savnet er en af mine mange TBR-bøger, og jeg glæder mig helt til at komme igennem flere af dem, jeg har liggende i min lille krukke. Jeg var ret spændt på at læse C.L. Taylors bog, da jeg virkelig synes, at bagsideteksten fik den til at lyde utrolig spændende og som lige noget for mig – og ganske rigtigt. Jeg blev på ingen måde skuffet.
Noget af det helt særlige ved Savnet er, at selvom handlingen i sig selv er lidt langsom, så opbygges der alligevel suspense, som er med til at fastholde interessen. Dette gøres bl.a. ved at lade vores hovedperson, Claire, lide af blackouts. Blackouts, hvor hun ikke kan huske, hvor hun er, eller hvad der er sket, men som faktisk på en eller anden måde får ledt hende på sporene af en masse hemmeligheder. For en ting bliver hurtigt sikkert, når man læser bogen, og det er, at familien Wilkinson er rigtig gode til at holde på hemmeligheder. Suspensen opbygges også ved en online samtale mellem to mennesker, hvor vi som læser ikke ved, hvem personerne af, men kun kan gisne om det. Og den samtale udvikler sig langsomt til en ubehagelig en af slagsen og afslører ikke kun et ubehageligt menneske, men også en situation, der kunne have konsekvenser.
Spændingen bliver således langsomt bygget op lige indtil det sidste, hvor handlingen virkelig tager fart med både overraskende afsløringer og lettere skræmmende handlinger. For det er ikke til at regne ud, om Billy har været offer for en forbrydelse, om han er stukket af, eller hvem der overhovedet ved noget om, hvad der er sket med Billy – før til allersidst. Og den slutning havde jeg ikke set komme. For forfatteren er ret god til at få ledt læseren i mange forskellige retninger, så man lokkes i den fælde at tro, at nu ved man, hvad der er sket, og hvordan det hænger sammen, men det gør man ikke.
Karaktererne er fint skildret og har masser af personlighed, selvom det naturligt nok er Claire, der er den mest fremtrædende af dem, eftersom det er hende, vi følger. Og det er på ingen måde svært at sætte sig i hendes sted og indleve sig i, hvordan hun har det som følge af Billys forsvinden. Skildringen af hendes blackouts og oplevelsen af at komme til sig selv uden at vide, hvem man er, eller hvor man er, synes jeg, virker utrolig troværdig og ikke mindst rigtig godt fortalt.
Savnet er både gennemtænkt med et plot, der er skruet godt sammen, og skrevet i et flydende og ukompliceret sprog. Siderne vender nærmest sig selv, og inden man har set sig om, er bogen læst, og det hele afsløret med en noget så overrumplende slutning. Og spændingen fastholdes jo heldigvis hele vejen igennem, så man sidder tilbage med den velkendte “bare lige et kapitel mere”.
Savnet er en pageturner af den anden verden og en virkelig velskrevet psykologisk thriller med domestic noir-elementer, der til fulde fortjener de 5 stjerner – og det er absolut ikke sidste gang, jeg læser noget af C.L. Taylor.
– Camilla