Forfatter: S.K. Tremayne
Forlag: Gads Forlag
År: 2016
Sider: 361
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Spænding, psykologisk thriller, domestic noir
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
Ildbarnet handler om Rachel, der er gift med enkemanden, David, og er blevet stedmor til hans bedårende søn, Jamie. Ikke nok med det er hun også flyttet til det smukke landsted Carnhallow – det kunne ikke være mere perfekt.
Men kort tid efter hun er flyttet ind, begynder Jamie at ændre adfærd, og David er næsten ikke hjemme. Rachel bruger tiden på at udforske det kæmpe hus og området. Det er ensomt, og da Jamie pludselig kommer med dystre forudsigelser og hævder at have set sin døde mor, går der ikke lang tid, før Rachel begynder at tro på det.
Hvad skete der egentlig med Jamies mor? Og hvad nu, hvis han har ret i sine forudsigelser om hendes død?
Der er simpelthen ikke noget, jeg elsker mere, end spændende og psykologiske thrillers med bagsidetekster, der på en og samme tid både vækker nysgerrigheden og får det til at løbe koldt ned ad ryggen. For hold nu op, hvor lød Ildbarnet bare spændende, og som noget jeg bare måtte læse. Især da jeg var virkelig vild med forfatterens første bog, Faldet.
Fælles for begge romaner er, at de gør brug af flere af de samme elementer. Et øde mystisk sted, hvor handlingen foregår, et ægteskab, der virker misundelsesværdigt, og børn, der opfører sig dybt foruroligende. Og det er ret gennemført. For det fungerer virkelig og sætter i den grad en dyster stemning, der falder helt i tråd med både genren og handlingen. Og selvom opbygning og elementerne på den front er meget ens, så er det på ingen måde identiske bøger, ej heller kedeligt at læse. Tværtimod!
I Ildbarnet tager Tremayne sig god tid til at bygge historien op, hvor karaktererne får lov til at folde sig stille og roligt ud, så læseren rigtig kan komme under huden på dem. Informationer tilbageholdes og udfoldes langsomt, så spændingen opbygges gradvist, hvorved det psykologiske drama løbende bliver mere og mere højspændt. Som læser tror man på både karakterer og handlingen, hvor særligt Rachels spirende vanvid er virkelig godt skildret.
Alt dette underbygges af den skiftende fortællervinkel. For det meste følger vi Rachel og hendes oplevelser. Men der er også tider, hvor vi følger David og langsomt indser en række ting, som får en til at tvivle på, hvordan det hele hænger sammen, og hvorvidt hans ekskones død var et uheld eller ej. Det giver lidt en følelse af, hvem der i virkeligheden narrer hvem – og det er helt eminent.
Det hele er underlagt en dyster stemning, lidt uhyggelige elementer og ikke mindst et vejr, der afspejler handlingen og særligt Rachels sindsstemning. Ej, men Tremayne har fuldt ud styr på, hvad han har gang i. Det hele passer sammen som hånd i handske og komplimenterer hinanden på bedste vis.
Ildbarnet er velskrevet, og der er ingen tvivl om, at Tremayne har styr på, hvordan han udnytter sproget bedst for at skabe både den stemning og handling, han ønsker. For sproget er levende og skaber de klareste billeder hos læseren.
Alt i alt er her altså tale om en spændende pageturner, der er velkomponeret og rammer, lige som den skal. Alligevel havde jeg ikke samme følelse i maven efter at have læst Ildbarnet, som jeg havde ved Faldet. Og jeg tror faktisk, at det handler om tempoet. For Ildbarnet var lidt langsommelig i starten og skulle lige op i omdrejninger, før den virkelig fangede – men da den så også gjorde det, tog det bare fart.
Så er du til psykologiske thrillers og ægte domestic noir-feeling, bør du virkelig ikke snyde dig selv for Ildbarnet. Den er i den grad anbefalelsesværdig, hvis du spørger mig.
– Camilla