Forfatter: Anne-Marie Vedsø Olesen
Forlag: Politikens Forlag
År: 2018
Sider: 339
Sprog: Dansk
Genre: Spænding
Stjerner: ⭐⭐⭐
Lucie handler om den mystiske kvinde, Lucie, der for 1000 år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden og siden da med jævne mellemrum har hungret efter menneskekød. I hendes årer flyder desuden vand i stedet for blod. Da hun under en heavy metal-festival møder Casper, går der ikke længe, før hun, Casper og hans ven, Martin, begiver sig på pilgrimsfærd til Trondhjem. Martin, for at være til stede til en udgravning af religiøs karakter, Casper for at prøve noget, og Lucie for at finde ud af, hvem og hvad hun i virkeligheden er, selvom nogle åndelignende væsener vil gøre alt i deres magt for, at hun ikke finder ud af sandheden.
Jeg har længe, som i virkelig længe, gerne ville læse denne roman. Bagsideteksten lød lovende, og jeg havde hørt meget godt om bogen. Så det var klart, at mine forventninger var ret så høje, da jeg begyndte at læse. Og jeg er ærligt ret ærgerlig over at sige, at jeg blev skuffet.
Lucie har høstet utrolig meget ros fra mange andre bloggere, men jeg havde slet ikke samme oplevelse, da jeg læste den. Jeg fandt den bundærligt virkelig rodet og meget mættet. For fyldt af alle mulige elementer, der er noget af en mundfuld at gabe over. Lige fra nordiske guder og nordisk mytologi til talende fugle og mystik. Det gjorde det til tider svært for mig at finde hoved og hale i handlingen og leve mig fuldstændig ind i historien.
Romanen blander et væld af genrer og tematikker og er derfor også besværlig at genrebestemme. Det ene øjeblik virker det som gys, det næste som fantasy – men altid uden at være hverken eller. Oveni dette blander romanen tematikker om identitet, tro, tradition, rationalitet, nordiske myter og kristendom i en stor pærevælling. Der er ingen tvivl om, at Lucie er velresearchet af forfatteren, ej heller at den er helt sin egen. Jeg ved ikke, jeg havde måske bare håbet på noget andet – men jeg føler, at jeg sidder alene med den oplevelse 😅
Historien er godt fundet på, og jeg synes bestemt også, at den har potentiale. Det er bare ikke helt indfriet. I stedet er den lidt klodset skrevet, hvor historien bare ikke rigtig flyder. Den virker fremprovokeret på en eller anden måde og emmer rigtig meget af tell frem for show. Til tider bliver sproget endda også en anelse højtflyvende, og særligt i slutningen hvor afsløringen omkring Lucie bliver flad og en smule uforløst.
Lucie er på sin vis spændende. I hvert fald i starten. Jeg var grebet og ville gerne vide mere. Men så begyndte det at blive langsommeligt og fyldt med alt for mange elementer, så jeg stødt og roligt mistede interessen. Og det var ærgerligt. For det er en interessant historie, og man vil som læser gerne vide, hvad hun i virkeligheden er, og hvorfor hun hungrer efter menneskekød. Men også om Martin og Casper overlever turen, eller om hendes sult bliver for voldsom. Jeg synes dog, at spændingen går rigtig meget op og ned. Den fastholdes ikke på samme måde, som jeg havde håbet eller regnet med. Der er scener, hvor spændingen når sit højeste, og igen scener hvor den næsten er helt nede at skrabe bunden. Havde den nu holdt et stigende spændingsniveau, er jeg ikke tvivl om, at min oplevelse også havde været en anden.
Til gengæld er Lucie gennemsyret af et mørke og en dysterhed, hvor stemningen holder hele vejen. Og det kunne jeg godt lide. Det fungerer for historien. Og jeg synes også, at karaktererne er ret godt skildret og fremstår tydeligt, når man læser. De udvikler sig hver især i løbet af fortællingen, og det er altid godt, når der sker lidt karakterudvikling undervejs. Især fordi det klæder karaktererne en del.
Så hvis jeg lige skal opsummere bare en smule, er Lucie ikke en dårlig bog. Den er for mig bare lidt overmættet og lidt langsommelig. Den indeholder rigtig meget tro, kristendom og nordisk mytologi (hvoraf sidstnævnte jo er noget, jeg er ret glad for). Det bliver bare lidt rodet og for religiøst til min smag, tror jeg.
– Camilla
En tanke om “Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen”