Det er en ret solid serie, som Griffiths har fået skabt, hvor man som læser ikke kun glæder sig til at høre, hvordan det står til med Ruth og alle de andre, men hvor man også læser med for spændingens skyld. For det er spændende. Hver gang. Måden, hvorpå spændingen opbygges stødt og roligt og til sidst efterlader en på kanten af sofaen, mens man venter på at høre, hvem morderen er, og hvordan det hele hænger sammen. Og spændingen er altid omgivet af den helt rigtige stemning, der kun er med til at forstærke og fastholde interessen. Det er jo bestemt også tilfældet med Stencirklen.

Selvom det er 11. bind (😱), og man kunne fristes til at tro, at det bare er det samme om igen, og der ikke er noget nyt på spil, så er det ikke helt tilfældet. For jo, det er måske nok samme udgangspunkt, samme sprog, karakterer og opbygning, men der sker jo også nyt. Og jeg tror, at grunden til, det aldrig føles kedeligt eller ens, er, at bøgerne i serien i høj grad også er karakterdrevne – og der sker jo altid nyt i karakterernes liv, hvor de både udvikler sig m.m. Samtidig er universet så genkendeligt, at man blot glæder sig til at læse videre, når der kommer et nyt bind. Sådan havde jeg i det hvert fald også denne gang, da Stencirklen landede i min postkasse.

Historien er letlæselig og hurtigt læst, og det overrasker mig lidt hver gang, hvor hurtigt jeg egentlig får dem læst, for siderne vender jo nærmest sig selv, når jeg først får sat mig ned med bogen.