Det virkelig fede ved Den rebelske miss Bridgerton er, at man som læser tydeligt kan mærke atmosfæren i bogen. At man ikke har svært ved at forestille sig universet, som det tager sig ud i 1700-tallets London. Det hjælper selvfølgelig nok lidt på det, at jeg har set serien på Netflix, for jeg havde bestemt ingen problemer med at leve mig ind i tiden eller lade mig rive med for den sags skyld.

For da jeg først kom i gang med bogen, havde jeg virkelig svært ved at slippe den igen. Historien er sød og kærlig, og jeg kan egentlig meget godt lide den måde, forholdet mellem Billie og George udvikler sig på, og at de ikke fra starten af bare falder hinanden om halsen. Men der er også noget dejligt forfriskende over Billie, som slet ikke er sådan, som man ville forvente en ung kvinde i 1700-tallet var, eller som hendes mor og søster tilsyneladende er. Billie er helt sin egen, og det kunne jeg ret godt lide.

Historien fortælles skiftevis fra Billies og Georges synspunkt, og det fungerer ret godt for fortællingen. Det gør nemlig, at vi som læser kommer godt omkring og får indblik i begges tankemønstre. Det giver også noget mere til historien, at vi ikke blot følger Billie og hendes vej til George, men at vi faktisk også får lov til at høre om Georges vej til Billie. Det binder på en måde en rigtig fin sløjfe på det hele.