De brændte bøgers bibliotekar af Brianna Labuskes

De brændte bøgers bibliotekar af Brianna Labuskes

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra HarperCollins Nordic

Forfatter: Brianna Labuskes
Forlag: HarperCollins Nordic
År: 2023
Sider: 360
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Skønlitteratur, historisk fiktion

Stjerner: ⭐⭐⭐

De brændte bøgers bibliotekar handler om tre forskellige kvinder, hvis liv flettes sammen i hver deres kamp mod bølgen af fascisme, der rejste sig i hele Europa i perioden 1933-1944. Her følger vi på skift de tre kvinder og deres kamp på forskellige tidspunkter i perioden. Den amerikanske forfatterdebutant, Althea James, der inviteres til Berlin af selveste Goebbels. Den jødiske frihedsbibliotekar, Hannah Brecht, der er flygtet til Paris for at undslippe den antisemitisme, der har ødelagt hendes familie. Og amerikanske Vivian Childs, der kæmper for at forhindre censuren af det læsestof, der sendes til millioner af oversøiske soldater. En kamp, der bliver livsomvæltende for de tre kvinder.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har lidt svært ved at anmelde denne bog, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg egentlig synes og er derfor lidt splittet.

De brændte bøgers bibliotekar er en interessant bog, der minder os om, hvor magtfulde ord og ideer er, og hvor farlig bogcensur egentlig kan være for samfundet. Både dengang, men så sandelig også i nutidens samfund. Og derfor er det et ret så relevant emne, der bringes på bane her i romanen. Som historisk fiktion er bogen spændende i den forstand, at der gives et interessant og anderledes indblik i tiden, som den var under 2. verdenskrig, hvor vi i stedet for den fysiske krig følger tre kvinders kamp for at holde ytringsfriheden og historierne i live.

Dette gøres gennem forskellige tidslinjer, hvor vi følger Vivian i nutiden, mens vi får tilbageblik til starten af krigen og nogle år inde i krigen gennem hhv. Althea og Hannah. Fra starten af lægges der op til, at de tre kvinders historier på en eller anden vis skal flettes sammen til sidst, hvilket selvfølgelig gør historien lidt forudsigelig. Nogle steder fungerede de her skift i tidslinjerne rigtig fint, andre steder var de mere abrupte og ødelagde flowet lidt.

Selvom Labuskes skriver i et let og flydende sprog, så var bogen for mig ret tung at komme igennem. Dette skyldes hovedsageligt, at emnet tungt. Men også, at handlingen på sin vis er noget langsommelig. For der dvæles meget ved det følelsesladet, de store følelser og dramaet, som fylder utrolig meget i bogen. Og det gør selvfølgelig også, at det føles, som om der ikke sker det helt store.

Det interessante i De brændte bøgers bibliotek er jo netop det her med kampen for de gode historier og ytringsfriheden kontra bogcensur, men i min optik må denne tematik indimellem falde lidt i baggrunden til fordel for kærlighedshistorier og drama, og det er synd. For det gør også, at historien bliver noget mere sentimental.

Når alt dette så er sagt, så er De brændte bøgers bibliotekar en ganske gedigen roman, der er godt researchet og tager fat på et spændende emne, der også er relevant i dag. Er du til historiske romaner med store følelser og modige kvinder i hovedrollen, så er denne bog helt sikkert noget for dig.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *