Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

Forfatter: R. F. Kuang
Forlag: Falco
År: 2023
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Sidetal: 649
Genre: Fantasy, Adult Fantasy

Stjerner: ⭐⭐⭐

Rin slås mod fjender fra alle sider og finder allierede, hvor hun mindst venter det. Efter at være flygtet fra Vaisra og Dragerepublikken, bliver Rin en del af Sydkoalitionen, der har et ønske om endelig at vriste sig fri – først og fremmest fra Mugeneserne, dernæst Republikken og Hesperianerne. Hun bliver dog gang på gang mødt af utroværdige ledere og magtsyge herskere, og i sit forsøg på at blive general og samle magten om sig selv i stedet, finder hun frem til, at den virkelige magt skal findes i de millioner af mennesker, der ligesom hende, tørster efter hævn.

Den brændende gud er klart den hårdeste bog at komme igennem ud af de tre bøger i Poppy War serien. Hvor de andre to bind havde god fremdrift i plot og karakterer, til trods for den til tider opremsende skrivestil, så virkede dette sidste bind som en meget mere statisk del af historien. Den var ikke dårlig som sådan. Jeg var spændt på at læse videre om Rin, Kitay og Nezha, men jeg fik også hurtigt nok af flere kapitler i streg, der kørte rundt i ring om det samme. Den ene kamp efter den anden, det ene mord efter det andet, rejser gennem barsk natur, samtaler om de samme emner om og om igen. Det var som om, der ikke rigtig kom noget nyt ud af det. Det er der måske en pointe i i forhold til temaet om meningsløs krig, men efter min mening kunne Den brændende gud nemt være gjort kortere uden at miste hverken plot, karakterudvikling eller temafokus. 

Rin er en karakter, som jeg regner med, er skrevet som en antihelt. Derfor vælger hun ofte nogle ret dramatiske løsninger og umoralske valg. Det er vildt fedt, men det rammer nogle gange også lidt ved siden af. Hun elsker vold i det ene øjeblik, mens hun i næste sekund er frastødt af det. Hun ved, at noget er et dårligt valg, men føler, at hun er nødt til at gøre det, for så at blive overrasket, når tingene går galt. Det er måske realistisk nok, men det kom ofte til at fremstå som selvmodsigende i stedet for som et dybt karaktertræk. Jeg er dog stadig fan af hendes stædighed og ukuelige person.

Efter min mening var der slet ikke nok af Kitay her i tredje bind. Generelt er der snart ikke plads til andre end Rin. Det er selvfølgelig hendes synsvinkel, som bøgerne følger, men som jeg også nævnte i min anmeldelse af første bind, kunne det være så meget mere interessant, hvis vi fulgte Kitay og Nezha eller endda Venka eller Jiang eller Daji. Bare til afveksling og for at give historien mere dybde. Vi får et eller to korte kapitler fra nogle af dem, men det virker bare tilfældigt eller som om, at forfatteren har følt sig nødsaget til at give læseren mere info end Rin havde på enkelte tidspunkter.

Nezha er en virkelig interessant karakter. Jeg føler, der var en større udvikling med ham end Kitay i Den brændende gud til trods for, at han ikke følges med Rin, som Kitay gør. Men det føles stadig som mistet potentiale ikke at have scener fra hans synsvinkel.

Generelt var det rart med så bredt et karaktergalleri, hvor alle stort set er grå rent moralsk set. Man holder måske med den ene frem for den anden, men man kan altid forstå, hvor de andre kommer fra.

Kuang skriver godt, ingen tvivl om det. Men hun skriver også på en mærkværdig måde, som ofte bliver opremsende. Det var bedre balanceret i de to første bøger end i denne efter min mening. Der virkede til at være flere pauser, mere pusterum til beskrivelser og følelser, i de første to bind. I Den brændende gud læner skrivestilen sig rigtig rigtig ofte opad “tell” i stedet for “show” og med mange scener, der nærmest bliver resumeret for læseren, fordi nu skal vi videre. Jeg forstår godt hvorfor, da historien skal nå rundt mange steder og dække en hel masse, men så burde bogen måske hellere være skåret ind til benet til at starte med.

Den brændende gud er virkelig trist, nærmest nihilistisk læsning, og jeg kan slet ikke forestille mig at læse den igen. Den tager mange dystre emner op som krig, imperialisme, racisme og menneskets evindelige destruktive kamp imod sig selv. At læse den lige nu, i 2023, med så mange ægte nutidige konflikter i gang i verden, var langt fra underholdende, men meget rammende tematisk.

Jeg læste nogle anmeldelser, før jeg skrev min, og en del af dem nævnte, at Kuang nærmest skriver en historiebog om Kina, men med fantasyelementer i – og det er måske også der, jeg føler filmen knækker for mig. Hvis det var mindre opremsende, hvis der var mindre fokus på at følge en plotlinje revet fra virkeligheden og i stedet mere jordnært og undersøgende med hensyn til bogens egne karakterer, så kunne den her bogserie være blevet endnu større. Det er fint at være inspireret af virkeligheden, men fiktion bæres hovedsageligt af karakterer, og de bør altid have den største plads i mine øjne.

– Marin