Da jeg sagde ja til denne, tænkte jeg, at det kunne været ret spændende. Og jo, den har da også visse spændende elementer og scener i sig, men jeg synes faktisk, at jeg blev lidt skuffet. Der gik rigtig lang tid, før jeg sådan for alvor kom i gang med den og ikke mindst ind i handlingen, der syntes at strække sig en del, inden den rigtig gik i gang. Og så var der også en del plottråde, som skulle samles op til sidst, da kapitlerne indimellem fortælles fra andre synsvinkler og via flashbacks. Der bliver dog fulgt op på alle ender til sidst, så der bindes en sløjfe på handlingen, og man ikke sidder tilbage med løse ender og forvirring over, hvordan det hele hang sammen. Dog må jeg sige, at den egentlig årsag bag skoleskyderiet m.m., ikke helt føltes fyldestgørende nok. Der manglede ligesom et eller andet for, at det virkede mere troværdigt på en måde.

I for sig skriver Mikael Andersson egentlig ret fint. Der er et godt flow og fine dialoger karaktererne imellem, men udfordringen ligger virkelig i handlingen, i hvert fald for mit vedkommende. At den 14-årige Anna skulle være med til at opklare forbrydelsen, har helt styr på the dark web og hacking, forekom mig bare så urealistisk, at det ødelagde læseoplevelsen. Og at Roland ikke siger så meget til det, er blot til at underbygge det utroværdige i det. Jeg tror primært, det skyldes hendes alder. Havde hun nu været voksen, måske bare starten af tyverne, ville jeg måske havde haft nemmere ved at forholde mig til det og acceptere det som en del af historien, men her havde jeg bare sygt svært ved det. Og hun sidder ovenikøbet i kørestol. Jeg ved ikke, det bliver lidt for klichéfyldt til min smag.