Ungdomsromanen Den vigtigste rolle står på en træstub i en lysegrøn forårsskov

Den vigtigste rolle af Sinus Reuss

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget

Forfatter: Sinus Reuss
Forlag: Forlaget Klippe
År: 2023
Sprog: Dansk
Sideantal: 490
Genre: Ungdomsroman, LGBTQ+

Stjerner: ⭐⭐⭐

William er den populære dreng i klassen. Han har altid fået alt, hvad han pegede på, lige indtil hovedrollen i niendeklassens teaterstykke bliver taget for næsen af ham af skolens værste bølle Michael. Men William vil ikke spille noget mindre end en hovedrolle, og kan han ikke være prinsen, må han jo spille prinsessen. Eneste problem er, at prinsen og prinsessen skal kysse til sidst. Tvunget til at samarbejde med Michael opdager William andre sider ved drengen, der kommer til at vende alt på hovedet.

 

Det som først fangede min opmærksomhed ved Den vigtigste rolle var præmissen. Jeg elsker et godt rival-to-lovers plot, og det var interessant med to karakterer, der på hver sin måde er bøller, men samtidig hader hinanden. Desværre levede bogen ikke helt op til mine forventninger.

Den er for det første alt for lang og burde efter min mening mindst blive skåret ned til halvdelen. Der er mange af de samme scener, som gentages igen og igen, uden at vi får noget nyt ud af det. Vi forstår godt, at William fester og behandler pigerne dårligt efter en-to scener, vi behøver ikke flere. Vi forstår godt, hans forældre kun går op i status, det behøver William ikke nævne hver gang, vi ser dem. Selve teaterstykket kunne derimod sagtens have fyldt mere, men vi ser kun korte uddrag af scener og oprydningen bagefter. 

William og Michael er begge ret dårlige personer, hvilket til at starte med er et spændende valg, som pirrer min nysgerrighed efter at læse videre. De udvikler sig desværre kun en smule hen over historiens forløb, men uden at vi virkelig kommer under huden på problemerne. Det ville give en meget stærkere bog, hvis de konfronterede deres dårlige sider noget mere. Når det er sagt, så er der nogle gode scener imellem, hvor følelserne går højt mellem de to, men det er bare som om, de aldrig helt lander.

Williams forældre er ret karikerede. De virker urealistiske og opfører sig nærmest som børn. Det er klart, at man skal være frustreret over dem, men de er direkte mishandlende og uden nogen form for selvindsigt. Vennerne og pigerne i klassen har heller ikke meget dybde, andre end Murat. De fem drenge i Williams vennegruppe kunne med fordel være skåret ned til færre personer, da de ikke giver noget ekstra til historien.

Den vigtigste rolle er fint skrevet i et letlæseligt sprog, der passer til målgruppen, men som sagt gentager scenerne sig meget, og det samme gør beskrivelserne af dem, hvilket gør sproget for ensformigt.

Tematisk tackler Den vigtigste rolle især identitet. William har aldrig før kunnet lide drenge, han er aldrig gået imod sine forældre eller forventningerne fra vennerne. Bogen handler om at turde være sig selv og stå ved sig selv, men på samme tid også om at turde ændre sig selv mod andres forventninger og stå ved sine valg.

Trods mine lidt hårde ord, så giver jeg dog stadig bogen tre stjerner, da ideen er god. Den har et interessant plot med masser af potentiale, men der skulle bare være arbejdet mere med bogen, inden udgivelse.

– Marin