Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag
Forfatter: Harlan Coben
Forlag: Gads Forlag
År: 2023
Sider: 318
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Thriller
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐ og 1/2
Du lever handler om David, der på femte år sider i fængsel for mordet på sin søn. Et mord, han ved, han ikke har begået, men hvor beviserne mod ham hobede sig op. Nu dukker ekskonens søster op med chokerende nyheder og et fotografi, og selvom David ved, det ikke kan være sandt, ved han samtidig, at drengen på billedet er hans søn. Og så går jagten på sandheden ellers ind, da David planlægger en nervepirrende flugt fra fængslet for at redde sin søn, rense sit navn og finde ud af, hvad der skete den nat for fem år siden.
Jeg ved det. Det er længe siden, der sidst har været noget fra os af. Men vi læser skam stadig! På det sidste er der for mit vedkommende sket en stor omvæltning jobmæssigt, så overskuddet til at anmelde har ikke været det største. Men nu vender jeg stærkt tilbage, og så endda med en af mine yndlingsforfattere! Så kan det ikke blive bedre 🥳
Du lever er ligesom Cobens øvrige bøger en spændende og nervepirrende thriller med meget på spil. Og som altid er han en sand mester, når det kommer til at skabe både hovedpersoner og karakterer i sine bøger, for han formår altid at præsentere os for personer, der på én og samme tid føles ny og som gamle bekendte. Coben har efterhånden skrevet et hav af spændingsromaner og dertil også om et væld af forskellige karakterer, og jeg synes, at det er lige imponerende hver gang, hvordan han fortsat kan skabe karakterer, der på ingen måde ligner alle de andre. Og så synes jeg også, at det er ret fedt, at han har skabt et helt univers, hvor nogle af karaktererne går igen fra bog til bog. Eksempelvis møder vi Hester Crimstein igen her i Davids historie.
Dertil kommer, at Coben, i hvert fald i min optik, ikke skal bruge meget mere end et par sætninger for at fange min interesse, og så sluger jeg ellers resten af bøgen i et snuptag. Han ved lige præcis, hvordan han sørger for, at de første 100 sider ikke føles som en kamp at komme igennem, og som en sand dukkefører leder han dig sikkert gennem historiens gang, mens du er både opslugt, fanget og helt og aldeles i hans fortælleevnes vold. Og jeg elsker det!
Bedst som man tror, at nu ved man, hvad det hele handler om, og hvordan det hele hænger sammen, vender han lige det hele på hovedet og får dig til at gætte på ny. Dette er ikke kun tilfældet for Du lever, men også hans øvrige bøger, og jeg synes virkelig, at det fungerer, når det er så uforudsigeligt som her, for det gør det bare des mere hæsblæsende og spændende.
Så… Hvis du mangler en ny pageturner af en thriller, du elsker Harlan Coben lige så meget som mig, eller du bare vil se, hvad pokker ham Coben er for én, får Du lever min varmeste anbefaling med på vejen.
– Camilla