Forfatter: A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup
Forlag: 2Feet Entertainment
År: 2009
Sprog: Dansk
Sidetal: 111
Genre: Gys, Mystisk, Psykologisk, Novellesamling

“De fire noveller i denne bog lægger også stemmer til mænd, der, hvis de ikke er fortvivlede, nok skal nå at blive det, før historien er omme.”

Stjerner:⭐⭐⭐

I anledning af 200-året for Edgar Allan Poe fik fire forfattere til opgave at skrive fire nye makabre gys med inspiration fra Poes gotiske fortællinger. De fire fortællinger, hvorfra inspirationen skulle komme, var The Tell-Tale Heart, William Wilson, Berenice og The Fall of the House of Usher. I løbet af novellesamlingen støder læseren på dobbeltgængere, spøgelser, mord, psykologisk ustabile mænd, orme og tandlæger. Forfatterne gendigter på deres helt egen måde de fire fortællinger fra Poe. Der er ikke tale om forsøg på at gøre som Poe, men snarere hyldester til ham, der bevarer den gotiske og uhyggelige stemning, som Poe var så kendt for. Der er således en sammenblanding af fortid og nutid på bedste vis.

Anne Marie Vedsø Olesen står bag Orkestergraven, hvor en dirigent forelsker sig i en sangerinde med den mest vidunderlige stemme. Langsomt driver stemmen ham til vanvid, og han beslutter sig for at gøre hende tavs på den mest makabre måde.

I Steen Langstrups Metro møder vi forretningsmanden, der lige er vendt hjem fra udenlandsrejse. Han bliver ringet op af sin assistent, der fortæller, at han ligner en voldtægtsmand, der hærger i byen, til forveksling. Forretningsmanden beslutter sig for at kontakte politiet, når han lige har været hjemme og sove. Men i metroen hjem træder dobbeltgængeren pludselig ind.

Ormekur af Rikke Schubart handler om tandlægen Henning, der har de flotteste tænder. Men han er plaget af børneorm. Da konen finder ud af, hvorfor de bliver ved med at få orm, tager hun en grusom hævn.

Patrick Leis har skrevet den sidste novelle, Opløsning. Her møder vi advokaten Harker (en klar henvisning til Dracula), der tager til Rumænien for at bistå ved udfærdigelsen af testamenter og et ejendomskøb. Da han ankommer til ejendommen, viser det sig hurtigt, at den gamle slægt er i opløsning, og at noget mystisk er på færde.

Novellerne er helt deres egne og omformet til en moderne tid og et moderne publikum, men Leis’ minder mest om den klassiske gotiske stil og stemning fra Poe selv. Jeg synes, at hyldesterne formår at skabe den uhyggelige stemning, som er så kendt for den gotiske stil, og samtidig tilføjer de historierne noget mere makabert, der fungerer. Især ved Olesens og Schubarts noveller tog jeg mig selv i at tænke “puha”, fordi de er ret så makabre. Deres uhygge forekommer derfor også mere i handlingen end i stemningen, synes jeg. I Langstrups er det uhyggelige både i handling og stemning, mens det hos Leis især er i stemningen. Noget af det bedste ved Poe, er hans brug af det psykologiske, hvor både karakterer og læser veksler mellem rationelle logiske forklaringer og noget overnaturligt. Derfor er min absolut yndlings Poe tekst også The Tell-Tale Heart, fordi stemningen deri er så gennemført. Jeg var meget imponeret over, hvordan forfatterne lykkes med at få skabt den selvsamme psykologiske stemning, som Poe.

Så søger man lidt uhyggelig læsning, kan jeg anbefale denne, hvor Poes stil vækkes til live i moderne noveller. Den kan også læses, selvom man ikke har læst Poe før.

– Camilla