Bogen har jeg fået i gave fra Ulven og uglen, så tusind tak til forlaget!
Forfatter: Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl
Forlag: Ulven og Uglen
År: 2016
Sprog: dansk
Sidetal: 406
Genre: fantasy
Stjerner: ⭐⭐⭐ og en halv
*Spoilers for Mørkets søn 1* !
Destan er blevet hersker over Sikanias mørke folk og må redde dem fra både hungersnød og krig. Han er ung, uerfaren og uelsket af folket og opgaverne bliver derfor kun sværere. Destan kæmper samtidig med motivationen, for uden sin elskede Celina, er livet så overhovedet værd at leve? I slutningen af første bog så vi, at Destan opsøgte en nekromancer, og nu forsøger han i al hemmelighed at genoplive Celina med mørk magi.
Grænselandet følger flere forskellige plottråde – endnu mere end første bog gjorde. Vi følger stadig flere karakterers synsvinkler, men denne gang får flere tråde lov til at få plads og de udfolder sig fint på samme tid. Der er genoplivningen af Celina som én plottråd, den truende krig som en anden, introduktionen af en magisk alf som en tredje tråd og så videre. Jeg føler, det fungerer, selvom det måske lyder af meget – og nogle vinkler er overflødige, men dem, der fylder mest, giver god mening og indsigt. Man kan mærke, at de karakterer skal bruges til noget senere. På den anden side afslutter vi også nogle plottråde fra forrige bog og ikke alle er så gennemarbejdede i mine øjne. Baran får en fin karakterudvikling, mens hans brors, Raknars, historie løber lidt ud i sandet.
Der sker noget hele tiden, også når vi ikke er oppe i høj aktion med pludselige attentater og krig. Destan skal lære at regere et land og hjælpe sit folk med stort og småt, og det er egentlig ret interessant at læse om. Hvordan han prøver at vinde sit folk tilbage og gøre det bedre end sin far er faktisk mere interessant end krigen i sidste ende. Men det er nok blot fordi jeg har læst og set så mange fantasyslag før, og det bliver lidt ensformig og forudsigeligt. Og sådan er det vel også med resten af bogen, for den er godt skrevet og det er spændende, trods de stjerner jeg har givet, jeg er bare ikke personligt helt så engageret.
Vi følger de samme karakterer som sidst, men også lidt nye, blandt andet sislen Minalia som er en alf Destan møder og bliver venner med. Destan er stadig den mest interessante efter min mening, og man hepper virkelig på ham med alt det, han sætter sig for. Verdenen får også lidt udvikling i form af nogle nye skabninger, som bruges i krigen, og vi lærer om de nye fjender Koru og Taron. Kærlighedstemaet fra første bog er sat lidt i baggrunden, da Celina jo er død, og i stedet sættes der mere fokus på krig, alliancer og intriger. Men der gives også plads til at udforske temaer som venskab, ansvar og loyalitet.
Overordnet er det en vellykket toer, der både bringer os videre og introducerer nyt, så hvis man er fan er første bog, kan jeg kun anbefale at læse videre.
– Mette