Forfatter: Rainbow Rowell
Forlag: MacMillan
År: 2019
Sprog: Engelsk
Sidetal: 354
Genre: Fantasy, YA, LGBT+
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
Simon fik opfyldt sin skæbne. Han vandt over skurken, han vandt krigen, han fandt kærligheden. Men hvad kommer efter? Dagene slæber sig af sted på sofaen, men måske et nyt eventyr kan få liv i ham igen. Penny mistænker Agatha for at være i fare, og Simon, Penny og Baz rejser derfor til USA for at finde hende.
Efter hvad jeg kan læse mig frem til, har en del fans været overrasket over tonen i Wayward Son. Det er ikke happily ever after, men nærmere efterdønningerne af traumatiske begivenheder, som bliver udforsket. Og det synes jeg faktisk er mere realistisk og interessant, end hvis bogen blot havde været ren SnowBaz fanservice. Simon har mistet sin magi, sin faderfigur og sin plads i det magiske samfund. Han ved ikke rigtig, hvem han er, når han ikke er den udvalgte. Når han ikke har noget at kæmpe for. Wayward Son holder sig dog ikke kun til Simon, også Penny, Agatha og især Baz får udfordret deres ide om, hvem de er.
Plottråden med Agathas forsvinden flettes fint ind i alle de andre tråde, og selvom den føles som den mindst interessante, er der masser af potentiale i den, som jeg håber vil uddybes i næste bind. Det var også vældig spændende at lære om forskellene mellem de magiske samfund i USA og Storbritannien, og den nye karakter Sheppard minder mig lidt om Newt Scamander med sin entusiasme for alt magisk. Baz er umiddelbart den karakter, der får mest opmærksomhed, og gennem interaktioner med amerikanske vampyrer lærer både han og læseren en del om det at være vampyr. Han er stadig klart min favorit, og jeg håber Simon til sidst tager sig sammen, hvis ikke for læserens skyld, så for Baz.
Simon og Baz’ forhold er ustabilt hele bogen igennem. Simon føler sig uværdig, og Baz føler sig på dybt vand. Der er dog øjeblikke, hvor de finder ro i hinanden, og da bogen stadig følger flere synsvinkler, er man aldrig i tvivl om deres kærlighed til hinanden – selvom de selv kan være det.
Sprogligt flyder bogen præcis ligeså godt som den forrige, og Rowells mix af drama, spænding og humor er formidabelt. Warward Son er en del kortere end Carry On, men da jeg personligt ikke har ventet i fire år på fortsættelsen, gør det mig ikke noget. Der er naturligvis tråde, som ikke samles endnu, da de føres videre til næste bind, men jeg tror på at Rainbow Rowell ved, hvad hun gør.
Du kan læse min anmeldelse af Carry On her: https://litteraterne.dk/2020/03/31/carry-on-af-rainbow-rowell/
– Mette