Anmeldelse af Leg med døden af Rachel Abbott

Leg med døden af Rachel Abbott

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag

Forfatter: Rachel Abbott
Forlag: Gads Forlag
År: 2020
Sider: 376
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Krimi, spænding

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Leg med døden er andet bind i serien om politiassistent Stephanie King, og jeg har tidligere anmeldt første bog Drevet til mord inde på Bogrummet

Andet bind handler om en flok gamle venner og deres partnere, der for et år siden var samlet for at fejre et bryllup. Få timer inden brylluppet skete der en tragisk ulykke. Her et år senere er de alle samlet igen, men hvad de ikke ved er, at værten Lucas har planlagt en leg. En leg, der har til formål at afsløre gæsternes hemmeligheder og finde den skyldige. For Lucas tror ikke, at ulykken, der skete for et år siden, var et uheld. 

Noget af det allerbedste ved den her roman, i min optik, er plottet. Handlingen er dyster, og fortællingen fanger læseren lige med det samme. Bogen holder én fanget i et jerngreb, indtil sidste side er vendt. Og det gik ret hurtigt. Som plottet udvikler sig, bliver det blot mere og og mere spændende og medrivende. Plottet er virkelig godt skruet sammen og udspekuleret med flere twists, der lige vender det hele på hovedet. Omend det ikke var helt så overraskende til sidst, hvor jeg undervejs havde gættet noget af plottet, så ødelagde det ikke min oplevelse eller fornøjelse ved at læse bogen.

Selvom der er et bredt og meget varieret persongalleri i Leg med døden, så er der ikke tale om en karakterbåren roman. Tværtimod er den meget plotbaseret, og det synes jeg bestemt ikke gør noget. Karaktererne får lige en helt tilpas mængde af personlighed, til at de udvikler sig og føles interessante. Men det er altså plottet i sig selv, der driver handlingen frem. Min eneste anke ved romanen er, at serien bliver repræsenteret som omhandlende politiassistent Stephanie King, men hun optræder kun ganske få steder heri og får slet ikke så meget plads til udvikling som de øvrige karakterer. Det er for mig at se ærgerligt, når nu serien skal forestille at være om hende. 

Handlingen er bygget op med korte kapitler og skiftende synsvinkler, der giver et hurtigt tempo og en dybere forståelse af både karakterer og handling. Det er ligeledes med til opbygge den dystre underliggende stemning og suspensen i plottet. Rachel Abbott skriver med en misundelsesværdig lethed, hvor dialoger og stemninger er velkonstruerede på en måde, der giver et virkelig godt flow i fortællingen. Det gør ikke kun, at bogen er hurtigt læst, men også at den er medrivende og nem at leve sig ind i.

Jeg vil anbefale Leg med døden til alle, der er vilde med de mere psykologiske krimier, hvor et velfungerende og spændende plot driver værket.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *