Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget
Forfatter: Lene Krog
Forlag: Ulven & Uglen
År: 2020
Sprog: Dansk
Sider: 410
Genre: Fantasy, YA
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
Caris Bellis leder stadig efter den ønskede marling, mens Merian håber på at kunne finde dem først og ophæve forbandelsen over Kord ved Caris’ død. Aia får hjælp fra både gudinder og hekse i sin søgen efter sine minder og større styrke til at besejre Caris. Og Leander forsøger at holde styr på både niolanerne og Aia, der begge er gode til at vige fra planerne for at gå deres egne veje.
Heksens storm er en fin fortsættelse af serien Pigen fra månehøjen. Bogen byder på mange svar, men samtidig også mange flere nye spørgsmål. Vi følger de samme tre synsvinkler fra første bog; Merian, Aia og Leander. De har alle samme mål, og ønsker at besejre Caris Bellis. Men præcis hvordan bliver uklart, da den oprindelige plan vakler af flere grunde. Gudinderne afslører hemmeligheder fra fortiden og dystre fremtidsudsigter, hvis de fejler. Og selv når alt ser ud til at lykkes, er det tydeligt, at noget er helt galt.
Merians plottråd var spændende, da hun er en aktiv karakter, med både gudindernes forvarsler og Kords forbandelse til at skubbe hende fremad. Hun kommer ud for en hel del i den her bog, både fysisk og psykisk, og hendes reaktioner og handlinger på det er troværdige. Dog fyldte Kords forbandelse mindre end jeg havde regnet med efter slutningen af første bog. Aia var interessant at følge, fordi hun får en masse information, som kan stykke mange tråde sammen for både hende selv og læseren. Men Leander gjorde desværre ikke det store indtryk på mig i denne bog, trods han var min yndlingssynsvinkel i Grå Magi. Derimod blev jeg ret fanget af mysteriet om Nelas, der ikke er helt, hvad han giver sig ud for at være. Jeg synes også, det var spændende at lære mere om Caris’ motivation. Hendes syn på sine egne forfærdelige gerninger er ret original.
Da jeg ikke vil spoile, er det svært at sige mere, men den ønskede marling, hvis evne vender op og ned på det hele, kom bag på mig. Ikke så meget fordi afsløringen var overraskende i selve historien, men nærmere fordi det er en så omvæltende og svær magi at skrive om som forfatter. Men trods det sats fungerer historien, og jeg er spændt på at læse videre.
Hvis du har læst bind et, Grå Magi, kan du roligt læse videre i Heksens Storm. Hvis ikke så grib første bind, hvis du er til klassisk fantasy med magiske evner, hekse, gudinder og skæbner. En serie, som byder på en del mysterier og ikke vier fra at udfordre genren.
– Mette