Anmeldelse af Cara Hunters Familiens synder

Familiens synder af Cara Hunter

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag

Forfatter: Cara Hunter
Forlag: Gads Forlag
År: 2020
Sider: 352
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Thriller, krimi, spænding

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

I Familiens synder forsvinder den otteårige Daisy pludselig sporløst midt under en havefest. Kriminalinspektør Adam Fawley sættes på sagen. Sagen ikke nem og tager konstant nye drejninger, og som efterforskningen skrider frem, viser det sig, at intet på nogen måde er, som det ser ud. Skeletter lurer i baggrunden, og det bliver hurtigt en kamp mod tiden for at finde den forsvundne pige. Dette er første bind i serien om Adam Fawley.

Det første, jeg bed mærke i, da jeg begyndte at læse bogen, var fraværet af egentlige kapitler. Når man, som jeg, gerne læser et kapitel færdig, før man stopper for nu med at læse, var det lidt en ny oplevelse at læse en bog uden kapitler. “Kapitlerne” fås i stedet som naturlige pauser, hvor nye afsnit indleder nye handlinger i fortællingen. Dernæst adskilte Familiens synder sig også ved ikke kun at indeholde ren handling i form af efterforskningen, men der var også både avisartikler og Tweets fra diverse fiktive karakterer. Dette synes jeg gav historien noget nyt og anderledes og på en eller anden måde også et helt andet lag. Historien fortælles fra skiftende synsvinkler samt i både nutid og datid, der alt sammen er med til at give plottet dybde samt en større forståelse for, hvordan det hele hænger sammen. Samspillet mellem flashbacks og den nutidige handling giver en interessant vinkel på alle involverede parter og ikke mindst deres bevæggrunde i forhold til, hvad vi erfarer under diverse afhøringer i nutiden.

 

Det leder mig videre til selve plottet. For hold nu op, sikke en pageturner! Historien fangede fra starten af, og spændingen var stødt stigende hele bogen igennem. Med de mange overraskelser undervejs var det aldrig til at vide, hvad der egentlig var foregået, eller hvordan det ville ende. Og denne uvished kunne jeg faktisk ret gode lide. Det var kun med til at fastholde spændingen. Og bedst som man tror, at nu er det hele afsløret og afklaret, så tager plottet lige en vending i epilogen. Lige præcis som det var for politiet i historien, så var intet, som det virkelig så ud. Handlingen starter stille og roligt ud, men som den udfoldes mere og mere for læseren, bliver den blot mere overraskende og dyster. Og i takt med at sandheden afsløres mere og mere, får man virkelig ondt af de to børn, Daisy og broren Leo. 

 

I forhold til karaktererne fremstod både Adam og den anden vigtige efterforsker Everett autentiske og realistiske. Og jeg tror da også, at deres karakterer kan gå hen at blive ret stærke i de efterfølgende bind. Til gengæld må jeg indrømme, at selvom det var interessant at komme under huden på de øvrige karakterer, så virkede de en smule karikerede og sterotype. Tag eksempelvis moderen, Sharon, der er indbegrebet af snobbet husmor helt ned til de smarte tasker og det perfekte outfit. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at indleve mig i deres situationer og personligheder, og det tror jeg simpelthen skyldes, at plottet i den grad havde revet mig med. Og det er da også plottet i Familiens synder, der trækker min anmeldelse helt op på 5 stjerner.

 

Familiens synder er en velskrevet, spændende og dyster krimi i domestic noir-genren med et velfungerende og realistisk plot. Er du til stærke krimier med et skudsikkert plot, så vil jeg klart anbefale dig at læse denne. 

– Camilla

 

En tanke om “Familiens synder af Cara Hunter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *