Forfatter: Line Wenzel
Forlag: Tellerup
År: 2020
Sprog: Dansk
Sidetal: 304
Genre: Fantasy, YA,

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Iden har mistet sin familie og hele sin landsby i en brand. Hun står håbløs og alene, uden en fremtid, da en mand ved navn Simen kommer forbi og tilbyder hende at arbejde for ham. Hun bliver venner med både ham og efterfølgende prinsesse Evyanna. Og selvom Iden aldrig ønskede det, bliver det i sidste ende hende, der står med valget, som kan ændre hele Suniras fremtid.

I Slægternes fejde, som er den tredje og sidste bog i Mindelandet, følger vi magikeren Iden. Da hun mister sin landsby i en brand, vælger hun at rejse med den venlige forbipasserende Simen. Han er ikke videre glad for dronningeslægten, og ønsker at afsløre de hemmeligheder, de gemmer på. Det fører til alt fra grifægstyveri og prinsessekidnapning til at Iden for første gang nogensinde ser havet. Iden vil også gerne vide sandheden om fortiden og dronningeslægten, men ønsker ikke Evyanna ondt. Men med tiden bliver balancen mellem de to venskaber sværere og sværere at holde.

Slægternes fejde er en meget karakterdreven bog. Hvor jeg syntes bind 2 fejlede med at komme dybt nok ned, formår bind 3 virkelig at skabe nogle interessante karakterer, der spiller godt med hinanden. Iden og Evyanna især havde nogle rigtig gode scener, men også Iden og Simen og hans ven Lucas har en god kemi. Dog kunne bogen sagtens, efter min mening, have klaret sig uden et romantisk subplot. Som desuden kom lidt pludseligt. Venskaberne er stærke nok i sig selv. Og så må jeg ikke glemme griffen Valero og Evyanna – de var også utrolig nuttede sammen! :b

Det, som gør interaktionerne spændende, er de tre hovedpersoners forskellige herkomst. Simen fra kongeslægten, Evyanna fra dronningeslægten og Iden fra Mindelandet. De har hver deres syn på fortiden, og hvem der har retten til hvad. Intet er bare sort/hvidt. Det er tydeligt, at Iden føler sig fanget i midten, efter at hun har bygget et venskab op med dem begge. Og jeg tror, det er meningen, at læseren skal føle ligesom hende, hvilket dog ikke helt lykkedes hos mig. Jeg følte valget var ret ligetil, ikke fordi den ene side var god og den anden ond, men på baggrund af konteksten for deres valg.

Slægternes fejde er lige så velskrevet som de forrige bind, og siderne vender sig selv. Bogen har en fin længde, og en bittersød slutning. Det store overordnede tema om magt og skyld kulminerer i Idens valg, idet hun er klemt i midten af fejden. Der er ingen nemme løsninger. For selv når man kender fortiden, ændrer det ikke på, hvad der sidenhen er sket – eller på at man ikke kan blive ved med at flygte fra at vælge side.

– Mette