En landsbyaffære handler om Cassie, der netop har landet sit drømmejob som viceinspektør på den lokale skole, Little Acorns. Men hun er knapt nok startet, før hun bliver udnævnt til inspektør, hvilket hun slet ikke har lyst til. Som om det ikke var nok, bliver det til et velgørenhedsarrangement afsløret, at hendes mand gennem 20 år har været hende utro – med hendes bedste veninde. Det kan umuligt blive værre for Cassie, men det er lige netop, hvad det bliver. Dog er intet så skidt, at det ikke er godt for noget, som Cassie også må indse.

Da jeg havde læst bogen færdig, sad jeg faktisk lidt med blandede følelser. På den ene side havde den overrasket mig positivt, men på den anden side var der elementer, som efterlod mig med lidt af en øv-følelse. Lad os starte med det mindre gode:

• Undervejs bliver Cassie udsat for rigtig mange dårlige ting, og når man tror, at nu kan der snart ikke komme mere, så gør der. Og det bliver måske bare lige en tand for meget for mig. Særligt også, fordi der ikke rigtig gives plads til at uddybe og udfolde det nærmere, men hvor det i stedet kommer til at være indskydelser med det formål at drive plottet og ikke mindst Cassies udvikling videre. Og det er synd. Jeg har ikke tænkt mig at nævne det her, da det vil spoile handlingen.

• Nogle kapitler er fortalt fra hendes mors synsvinkel gennem en række flashbacks, og det er slet ikke nødvendigt for fortællingen. I stedet går det næsten ind og ødelægger den fortælling, der allerede er i gang ved at forstyrre flowet og fortællestilen fra Cassie. Disse flashbacks kunne sagtens være brugt som en del af fortællingen på en anden måde, hvor hendes mor giver et indblik i fortiden. Det, tror jeg, ville have fungeret bedre.

• Den romance, som opstår, virkede meget pludselig. Som i “indsæt romance” og se, hvad der sker. Ikke at det ikke var skønt at se noget godt og dejligt ske for Cassie, efter alt det l.o.r.t hun måtte finde sig i, men det måtte bare gerne have fået mere plads. I virkeligheden ville bogen have haft godt af at få skåret nogle af tingene fra, så det ikke blev for meget gentagelse, men i stedet gav plads til at udfolde tingene mere og bedre.

• Min sidste anke er i forhold til sønnens seksualitet. Jeg syntes slet ikke, at den blev håndteret på en god måde, og jeg må indrømme, at jeg lidt krøllede tæer over Cassies tanker, holdninger og dialoger herom. Jeg fik ondt af sønnen og syntes, han håndterede hendes lettere snæversynede udgangspunkt meget pænere, end han måske burde. Det fungerede i hvert fald ikke for mig.