Geminiderne starter umiddelbart lige efter Leoniderne sluttede. Denne gang med synsvinkel fra Pi, som jeg var meget spændt på at komme tættere på. Hun er en stærk og meget sympatisk karakter. Med en farlig evne, som skræmmer hende, men som hun kæmper for kontrollen over, trods sin frygt for at skade andre.

Hendes historie føltes for mig en smule opdelt mellem før og efter, at hun møder den mystiske dreng Will. I starten af bogen begynder Pi at bonde med Alban og forsøger også at komme nærmere Adrianna. Det kunne jeg godt lide, da de dynamikker fungerer rigtig fint. Ikke at Will ikke er interessant! Han kommer med flere mysterier til bogen. Hvem er han? Hvorfra kender han Pi? Hvordan hænger fortid og nutid og fremtid egentlig sammen? Og kan noget ændres? Og ja han er da også en sød fyr. Men jeg må indrømme, jeg til tider blev lidt mættet af kærlighedsplottet. Ikke fordi det var dårligt, tværtimod! Men fordi jeg savnede mere mellem Pi og de andre i gruppen.

Det var også virkelig fedt at få et dybere indblik i Pi og Noah som søskende både derhjemme og i deres tankesamtaler. De er skrevet troværdigt med lige dele irritation og kærlighed til hinanden. 

 

Der kommer klart mere fart på i Geminiderne, men uden at man taber pusten. Der er flere tidsrejser, og de intriger, mysterier og afsløringer, der hører med. Det store plottwist i bogen gættede jeg efter ca. 200 sider, men blev så senere i tvivl, for så igen at tænke det måtte hænge sådan sammen. Så der var en god balance i foreshadowing og hints. 

 

Tematikkerne i bogen kredser mest om skæbnen. Er den fastlagt? Kan den ændres? Og med hvilke konsekvenser? Det er store spørgsmål, som jo måtte komme i en serie om tidsrejser. Og jeg er spændt på at læse videre i deres søgen efter svar.

 

Geminiderne er ligesom første bog velskrevet med et godt flow. Det er spændende og medrivende i både actionscenerne og de mere hverdagsprægede øjeblikke. Alt i alt en stærk to’er, som klart kan anbefales.

 

– Mette