Da Moas farmor dør, arver Moa hendes lejlighed og får samtidig også ansvaret for farmorens hund, Iris. Moa ønsker at sælge lejligheden videre, da den ikke passer ind i hendes og kærestens planer og ønske om en moderne lejlighed. Men i takt med at Moa rydder op i lejligheden (og modtager mystiske breve fra farmoren), indser hun, at hun og kæresten ikke ønsker det samme, og hun begynder langsomt at opbygge sit eget liv.

I Mit hemmelige liv støder læseren endnu en gang på Jenny Fagerlunds lette og fængende skrivestil, hvor der er givet god plads til en masse detaljer. Der er ingen tvivl om, at hun mestrer at skrive stemnings- og følelsesladede fortællinger med noget på hjerte, men jeg må dog indrømme, at denne bog nok var en del mere forudsigelig end nogle af de andre, jeg har læst.

Forudsigeligheden kommer især til udtryk gennem kæresten, Ruben. Han er en smule karikeret, og allerede fra første møde ved læseren, at han ikke er den rette for Moa – hvilket der går ret lang tid før, Moa også selv indser. Ligeledes ved man som læser også, hvad der ender med at blive resultatet af al tiden i farmorens lejlighed og istandsættelsen heraf længe før, Moa gør det. Og det er en smule ærgerligt for historien.

Når det så er sagt, så er der her tale om en fortælling om at finde sig selv og styrken i sine egne værdier, og det, synes jeg, er et rigtig godt budskab. Det her med at man skal leve livet, sådan som man selv ønsker det, og ikke som det forventes af andre.