Forfatter: Rick Riordan
Forlag: Disney Hyperion & Penguin Random House
År: 2016 – 2020
Sprog: Engelsk
Sidetal: 300-400 sider pr. bog
Genre: Fantasy, YA
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
Apollo straffes af sin far Zeus og kastes til jorden i den dødelige krop af en teenager under sit nye navn Lester Papadopoulos. Han lander i New York og møder demiguden Meg, som han bliver bundet til at adlyde. For at vinde sin guddom tilbage må Lester arbejde sammen med Meg, overleve farlige missioner og udbrud af acne, og redde verden fra de romerske Triumvirate og hans gamle Nemesis Python.
Den her anmeldelse bliver lidt anderledes, da jeg anmelder hele The Trials of Apollo serien. Altså alle fem bøger, i én anmeldelse. Det gør jeg, fordi jeg har læst serien løbende, fra første bog udkom i 2016 til den sidste i 2020. Jeg var egentlig færdig, for en stund, med Rick Riordans univers efter den originale serie og Heroes of Olympus serien, men så udkom han med den her serie, hvor Apollo er hovedpersonen. Og den var jeg nødt til at læse, fordi Apollo klart var en af mine yndlings guder. Og fordi jeg synes konceptet med at følge en gud i stedet for deres børn, var interessant.
Bøgerne i The Trials of Apollo serien følger meget den samme struktur. Der er en big bad skurk for hver bog, som Lester og Meg skal bekæmpe med hjælp fra diverse sidekarakterer. Hvoraf vi kender nogle fra de andre serier. Første bog, The Hidden Oracle, og femte bog, The Tower of Nero, er klart de bedste. Hvilket nok skyldes, at det er her det hele sættes op og afsluttes. Bog 2 og 4 var også rigtig fine, men det var især sidekaraktererne, der løftede dem for mig. I bog 2, The Dark Prophecy, møder vi bl.a. Leo igen og i bog 4, The Tyrant’s Tomb, genser vi Hazel og Frank og møder et par nye finurlige personer. Bog 5, The Tower of Nero, har også både Nico, Will og Rachel med, så de løftede også bogen en del.
Generelt er det karaktererne, der løfter historien. Plottene er en anelse forudsigelige, omend der er plottwists og rent faktisk en vigtig permanent død i en af bøgerne. Men karaktererne er virkelig hjertet i serien. Når Lester og Megs udvikling og venskab er i centrum, formår serien at nå dybere, end når de slår diverse monstre ihjel og flygter fra den ene stat til den anden. Meg har en dyster fortid, som behandles virkelig fint. Og Apollo lærer en masse om det at være menneske, og konfronteres med flere forskellige skikkelser fra sin fortid, som han har gjort ondt. At læse den sidste bog giver virkelig katharsis, fordi man kan mærke den udvikling, han har været igennem. Så nu er han bare endnu mere min yndlingskarakter af guderne!
Rick Riordan er super god til at skrive humor og action. Han kan veksle imellem dem på få sider og ramme hver gang. Flowet er for det meste godt, men jeg kan huske, at den tredje bog, The Burning Maze, føltes meget langtrukken for mig. Det er nok fordi plottet i bøgerne gentager lidt sig selv i forhold til strukturen, som tidligere nævnt. Men overall skriver han fantastisk.
Så hvis du er fan af Rick Riordan og/eller fan af Percy Jackson, men endnu ikke har kastet dig over The Trials of Apollo, så kan du rolig gå i gang. Det er måske nok en sidehistorie, men Apollo og Meg er skønne karakterer at følge (og jeg håber lidt, vi møder dem igen i en anden serie – selvom jeg nok først tager en pause fra hans univers igen XD)
– Mette