En lykkelig slutning af Maren Uthaug

En lykkelig slutning af Maren Uthaug

Forfatter: Maren uthaug
Forlag: Lindhardt og Ringhof
År: 2019
Sprog: Dansk
Sidetal: 381
Genre: Socialrealisme, skønlitteratur

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

En lykkelig slutning fortæller historien om syv generationer af bedemænd, der på hver sin måde har arbejdet med døden gennem de sidste 150 år og taget sig af de fortabte sjæle. Her fortælles historien om en tiptiptipoldefar, der tog sig af uønskede spædbørn, og frem til i dag, hvor sidste led i familien har udviklet en lyst, der er helt uforenelig med videreførelsen af familiens livsværk. 

Jeg blev i sommers anbefalet at læse Maren Uthaugs En lykkelig slutning, og selvom jeg først får skrevet min anmeldelse af bogen nu, så har jeg bestemt ikke glemt hverken plot eller min oplevelse af den. For selvom jeg måske ikke var helt solgt på den, inden jeg gik i gang, og faktisk var lidt usikker på, om det ville lykkes mig at få den læst, så vidste jeg allerede fra første side af, at det her var en bog, jeg bare måtte læse færdig.

Og hvorfor så det? 

For det første så var plottet utroligt spændende og ikke noget, jeg tidligere har læst. Det var både dystert, makabert og en smule bizart på en måde, der fanger læserens interesse. Historien er delt op i to, men er stadig én samlet historie, hvor vi følger hovedpersonen Nicolas i nutiden, samtidig med at vi via andre kapitler får adgang til hans slægtshistorie, hvor alle hed Christian indtil Nicolas og hans mor. Slægtshistorien er interessant og fortæller historien om, hvordan de alle på en eller anden måde har hjulpet de døde. Fra Christian, der påtog sig at slå de uønskede babyer ihjel og begrave dem, og hans søn, der grundlagde bedemansimperiet, til Christian, der dræber, og nu Nicolas, der har et noget anderledes og forbudt forhold til de døde.

Og selvom vi præsenteres for en masse karakterer, så er de på intet tidspunkt uoverskuelige eller svære at holde styr på. Alle karaktererne er levende beskrevet med hver deres særheder, som gør dem helt unikke. Og disse særheder bliver blot mere og mere specielle fra generation til generation. På trods af særhederne og det lettere forstyrrede i karakterenes håndtering af døden, så har Uthaug gjort det forståeligt og tilgængeligt for læseren gennem et nøgtern sprog og hendes nuancerede beskrivelser af både karakterer og plot. Det er virkelig velskrevet og helt fantastisk fundet på.

Selvom indholdet i En lykkelig slutning er noget grotesk og kan forekomme uforståeligt for mange, så er der dog noget helt specielt ved bogen. For ser man bort fra det dystre og familiens omgang med de døde (uden at spoile for meget), så rammer Uthaug faktisk noget helt eksistentielt, hvor hun tvinger læseren til at forholde sig til sit eget forhold til døden.

En lykkelig slutning er både fascinerende og frastødende på én og samme tid, og det er virkelig noget af en historie. Jeg var helt og aldeles opslugt af plottet, mens jeg læste, og godt underholdt. Har du endnu ikke læst bogen, bør du i den grad gøre dig selv den tjeneste at få den læst.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *