Bogen Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe står på en badebro med en sø i baggrunden

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz

Forfatter: Benjamin Alire Sáenz
Forlag: Simon & Schuster
År: 2012
Sprog: Engelsk
Sidetal: 359
Genre: YA, LGBTQ+

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Reklame: Anmeldelsen er lavet i samarbejde med hjemmesiden lydbogormen.dk

Lydbogormen er en hjemmeside, der anmelder lydbogstjenester, og har en oversigt over, hvor læsere og lyttere kan få den største rabat på et lydbogsabonnement.


Ari er en ensom indelukket teenager, som kæmper med at finde ud af, hvem han er. Da han en sommer møder drengen Dante ved poolen, bliver det starten på hans første rigtige venskab. Dante ser på verden med andre øjne. Han er mere åben omkring sine følelser end Ari, og langsomt men sikkert begynder Ari også at være mere åben overfor sig selv. Han har spørgsmål om sig selv, om Dante, om sine forældre, farens fortid i Vietnam krigen og Aris ældre bror, som ingen taler om, fordi han sidder i fængsel. Men at få svar på alle de mange spørgsmål kræver, at Ari er klar til at lytte.

Jeg havde allerede læst Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe helt tilbage i 2012, da den udkom, men da efterfølgeren  Aristotle and Dante Dive Into the Waters of the World udkom så sent som 2021, vidste jeg, at jeg måtte genlæse den første, før jeg gik i gang med toeren. Jeg valgte at lytte til bogen på Mofibo, oplæst af Lin-Manuel Miranda, og det kan klart anbefales! Lin-Manuel er en fantastisk oplæser, han giver hver karakter en stemme, og formår at bibeholde den halvt håbefulde halvt melankolske stemning, som Benjamin Alire Sáenz’ skrivestil har. 

Det var ikke vildt meget af historien, jeg kunne huske, trods jeg har genlæst den mindst én gang tidligere. Men ti år er også ret lang tid. Heldigvis var bogen fantastisk, endnu bedre end jeg havde forventet. Der er ikke som sådan noget plot. Fortællingen kredser bare om Ari og Dante, og Aris søgen efter at få svar og fumlen med at blive sig selv og acceptere sig selv. Det er en ungdomsbog med en kærlighedshistorie, der både får smilet og tårerne frem, og jeg er allerede begyndt på den nye, idet jeg sidder her og skriver anmeldelsen af den første.

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe er fortalt fra Aris synsvinkel, så selvom han er en indelukket person, får man som læser et godt indblik i præcis de mange spørgsmål og følelser, han tumler med. Man falder også meget nemt for Dante gennem Aris blik, og de to komplementerer hinanden rigtig godt. For selvom de er meget forskellige, har de alligevel en del tilfælles. Deres venskab føles ægte, og deres kærlighed til hinanden har den helt rette blanding af sødme og drama.

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe er skrevet i et flot og til tider poetisk sprog. Ikke på en sådan måde at bogen er svær at læse, men nærmere så der skabes en helt speciel stemning, der indkapsler det at være en teenager, på grænsen mellem barn og voksen, med alt for mange følelser hvirvlende i sig og alt for få svar. Kapitlerne varierer meget i længde. Nogle kan være på blot et par linjer eller være kun et enkelt brev eller en drøm, mens andre kan spænde over flere dage. Det skaber en meget flydende læseoplevelse med kun de vigtigste nedslag i Aris liv og udviklingen af venskabet med Dante. 

Tematisk handler bogen som sagt meget om identitet. Om at søge efter sig selv og stå ved sig selv. Om at elske, om at være anderledes, om at turde åbne op omkring ens dybeste følelser og hemmeligheder. Det er en fantastisk ungdomsbog, som jeg kun kan anbefale alle at læse uanset alder. 

Jeg glæder mig at læse/lytte videre og håber, at toeren er mindst lige så fabelagtig en læseoplevelse.

– Marin