Både fortællestil, karakterer og handling i Hævnens paradis fanger én i et trådnet, der ikke sådan er lige til at slippe fri af igen. Og hey! Helt ærligt, så har man egentlig heller ikke lyst. For wauw for en bog og wauw for en spænding, der blot stiger og stiger, til man sidder helt ude på kanten af sofaen og holder vejret, indtil det hele forløses. Jeg var i hvert fald fanget fra start til slut og havde svært ved at lægge bogen fra mig igen, da jeg først var begyndt. Og jeg blev helt ærligt blæst bagover af bogen, og over hvor lidt det egentlig krævede at få mig med ombord på rejsen til paradis.

For Hævnens paradis er skrevet i et yderst let og tilgængeligt sprog uden dikkedarer eller for mange krummelurer. Det er så simpelt som overhovedet muligt. Den er virkelig velskrevet. Karaktererne har masser af personlighed og dybde, om end de måske kan virke lidt stereotype på visse fronter. Og så er der virkelig tale om et plot, der et eller andet sted siger spar to. Et godt udtænkt og veludført plot, hvor der springes frem og tilbage i tiden og ikke kun fortælles fra vores hovedpersons, Lux, synspunkt. I de forskellige flashbacks følger vi nemlig nogle af de andre på øen for at blive klogere på dem og årsagerne til deres reaktioner. Det er virkelig godt tænkt, veludført og ganske genialt, fordi handlingen sættes lidt mere på spidsen og spændingen blot intensiveres heraf.

Hævnens paradis er i den grad en pageturner. En thriller, hvor spændingen stiger og stiger, til den når sit højeste og forløses i en skræmmende afslutning, man ikke havde set komme. Den er fuld af hemmeligheder, drama, intriger og en masse plottwists.