Reklame: Anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag
Forfatter: Lisa Jewell
Forlag: Gads
År: 2022
Original sprog: Engelsk
Sprog: Dansk
Sidetal: 441
Genre: Thriller, spænding
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
Den nat hun forsvandt handler om Kim, hvis datter og kæreste sporløst forsvandt en smuk sommernat i 2017 efter en bytur. Men politiet har ingen spor at gå efter og må lægge sagen på køl til stor sorg for Kim, der nu står alene med sit barnebarn. Et år efter flytter en krimiforfatter og hendes kæreste til byen, og da hun gør et bemærkelsesværdigt fund i sin baghave, dukker nye spor op, og et spinkelt håb spirer hos Kim – mon hun endelig kan finde ud af sin datters skæbne?
I min optik er det her den absolut bedste roman, Lisa Jewell indtil videre har skrevet. Og jeg er faktisk ikke helt sikker på hvorfor. For den er skrevet på samme måde som hendes andre bøger, og ligesom de øvrige, jeg har læst, er der tale om en psykologisk spændingsroman, der fanger og fastholder læseren. Måske min anmeldelse kan gøre det lidt mere klart, hvorfor Den nat hun forsvandt får listet sig op på en stjerne mere end de andre.
Først og fremmest var Den nat hun forsvandt helt umulig at lægge væk, da jeg først var kommet i gang. De to dage, jeg læste den, lavede jeg nærmest ikke andet end at læse.
For jeg blev simpelthen bare nødt til at vide, hvad der var sket, og hvor Tallulah og Zach var forsvundet hen. Og grunden til dette har uden tvivl noget at gøre med den måde, romanen er skrevet på.
Vi er nemlig skiftevis i både nutiden og fortiden, hvor vi i nutiden enten følger Kim eller forfatteren Sophie, mens vi i fortiden følger Tallulah i månederne op til deres forsvinden. Og de sideløbende kapitler gør bare så meget for hele fortællingen, der på en helt anden måde griber og fastholder læseren. Dette giver et større indblik i Tallulah, og hvad hun egentlig gennemgår i tiden op til den skæbnesvanger nat, men det giver også mulighed for at følge med i de spor, som Kim forgæves har forsøgt at følge, samt de nye der dukker op og sætter skub i efterforskningen. Og da romanen når sit klimaks, bliver kapitlerne kortere og mere hektiske, i takt med at Kim opdager sandheden, og vi følger Tallulah leve den, og det efterlader læseren helt ude på kanten af sofaen med hjertet hamrende derudaf, mens man spændt venter på afslutningen.
Dernæst kommer, at Den nat hun forsvandt indeholder en række autentiske og spillevende karakterer, som er virkelig godt beskrevet. Særligt Kim og Tallulah træder tydeligt frem på siderne, hvor deres emotionelle bånd står soleklart for læseren. Karaktererne er virkelig interessante og med masser af dybde. Som man kommer længere og længere ind i romanen, affødes der en masse spørgsmål, og flere karakterer træder pludselig frem i fortællingen. Og det virker til, at de hver især på en eller anden måde har et stykke af puslespillet i hånden, lige uden for Kims rækkevidde – ganske ærligt, det er et virkelig godt plot, der er eksekveret eminent.
Den nat hun forsvandt indeholder masser af mystik, ubesvarede spørgsmål og spændende plottråde, der med tiden opklares. Man falder hårdt for karaktererne og historien, fordi det hele er så dragende, så fængende. Der er i uden tvivl tale om et spændende plot drevet af en stærk emotionel fortællestil – kombineret med virkelig velskrevne sider skåret ind til benet.
Så for mig at se har Lisa Jewell i den grad skrevet sin bedste thriller hidtil med Den nat hun forsvandt. Og jeg kan virkelig kun anbefale andre at få den læst.
– Camilla