Troja af Stephen Fry

Troja af Stephen Fry

Forfatter: Stephen Fry
Forlag: Modtryk
År: 2021
Sider: 349
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Skønlitteratur, græsk mytologi

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Troja genfortæller Stephen Fry, med sit eget take på historien, om krigen mellem grækerne og trojanerne. Om gudernes indblanding, de store krigere, tabere og vindere og ikke mindst om de mange skæbnesvangre handlinger, som ledte til Trojas fald. Vi hører om, hvordan det hele blev igangsat af Eris og hendes forgyldte æble. Hvordan en dødelig mands valg blev startskuddet og de mange følgende hændelser, der alle fik stor betydning for, hvilken side der ville ende med at vinde. 

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen – jeg er vildt fascineret af den græske mytologi og læser gerne alt, jeg kan få fingrene i. Så det kan vist ikke overraske nogen, at jeg virkelig glædede mig til at læse Troja og se, hvordan Stephen Fry denne gang ville fortælle historien. Men jeg blev ikke helt så fanget denne gang som før, hvilket jeg faktisk havde forventet.

Stephen Fry gjorde det så godt i både Mythos og Heltesom jeg tidligere har anmeldt. Han fortæller med en særlig humor og en charmerende fortællestemme, som bare gjorde læsningen det bedre. Og selvom det også er tilfældet her, hvor både mennesker og guder har den der grad af menneskelighed og fremstår levende, som kun Fry kan gøre det, så var det altså bare ikke lige så medrivende som i de to forrige bøger. Og jeg tror ærlig talt, at det skyldes emnet. Den Trojanske Krig er helt naturligt et tungere emne, og det er unægtelig også en lidt mere langsommelig fortælling, hvor der er utroligt mange personer og plottråde at holde styr på, og hvor man lidt springer rundt i tid og begivenheder, mens den 10 år lange krig står på. Og det bliver måske en tand for meget “at holde tungen lige i munden”, til at man kan følge med.

Dette har intet med Stephen Frys fortællestil at gøre. Men snarere det at fortællingen om Den Trojanske Krig er så vidtvoksende, og det ville have været svær for enhver at genfortælle historien på en måde, der fangede og rev med. Stephen Fry gør et ihærdigt forsøg, og det lykkes ham til dels også alene af hans måde at gøre det på. Slaget ved Troja er tungt at læse, men det føles ikke helt så tungt, når det er Fry, der fortæller.

Til sidst i bogen har Fry dedikeret lidt sidebemærkninger i sit appendix til hele diskussionen om, hvorvidt Den Trojanske Krig er myte eller historie. Og det er egentlig en ret spændende diskussion, som jeg dog ikke har dykket nærmere ned i. For mig at se kan jeg måske lidt for godt lide ideen om mytologi og vil derfor også betragte Troja på lige fod med Mythos og Helte – altså ren fiktion, blot mytologi. Men hvem ved? Fundene tyder jo på, som nævnt i bogen, at noget har fundet sted, så måske. 

Til trods for at jeg måske ikke blev lige så fanget af Troja som af de to andre i serien, så er jeg stadig glad for at have læst bogen. Om ikke andet så har jeg da fået tilfredsstillet min fascination af mytologien 😁

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *