Stephen Fry gjorde det så godt i både Mythos og Helte, som jeg tidligere har anmeldt. Han fortæller med en særlig humor og en charmerende fortællestemme, som bare gjorde læsningen det bedre. Og selvom det også er tilfældet her, hvor både mennesker og guder har den der grad af menneskelighed og fremstår levende, som kun Fry kan gøre det, så var det altså bare ikke lige så medrivende som i de to forrige bøger. Og jeg tror ærlig talt, at det skyldes emnet. Den Trojanske Krig er helt naturligt et tungere emne, og det er unægtelig også en lidt mere langsommelig fortælling, hvor der er utroligt mange personer og plottråde at holde styr på, og hvor man lidt springer rundt i tid og begivenheder, mens den 10 år lange krig står på. Og det bliver måske en tand for meget “at holde tungen lige i munden”, til at man kan følge med.

Dette har intet med Stephen Frys fortællestil at gøre. Men snarere det at fortællingen om Den Trojanske Krig er så vidtvoksende, og det ville have været svær for enhver at genfortælle historien på en måde, der fangede og rev med. Stephen Fry gør et ihærdigt forsøg, og det lykkes ham til dels også alene af hans måde at gøre det på. Slaget ved Troja er tungt at læse, men det føles ikke helt så tungt, når det er Fry, der fortæller.