Livstråden af Nikki Erlick

Livstråden af Nikki Erlick

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Falco

Forfatter: Nikki Erlick
Forlag: Forlaget Falco
År: 2022
Sider: 430
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Skønlitteratur

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

 

“Heri ligger dit livs mål. Det refererer selvfølgelig til tråden inden i, men der må være en anden målestok. Der er tusindvis af måder at måle ens liv på, kvaliteten af ens liv, som ligger inden i os og ikke i en eller anden æske. Og ud fra den målestok er det stadig muligt at finde lykken.”

Livstråden modtager alle over 22 lige pludselig æsker, hvori der ligger en tråd. På æsken står der “Heri ligger dit livs mål”, og det går ret hurtigt op for modtagerne, at tråden fortæller dem længden på deres liv.

Vi følger otte individers skæbne ovenpå modtagelsen af deres tråde, og hvordan de hver især håndterer visheden om, hvor mange år de har tilbage at leve i. I et splittet samfund, der pludselig deles op i lang- og korttrådede, forsøger de hver især at navigere i deres nye virkelighed og samtidig leve med visheden om, hvornår de dør.

 

Okay, hvis du fik muligheden for at finde ud af, hvornår du ville dø, ville du så have besked? Eller ville du foretrække et liv i uvished og fortsætte som hidtil? For det er lidt det spørgsmål, som Livstråden indirekte stiller sine læsere. Personligt tror jeg ikke, at jeg ville åbne æsken og se længden på min tråd. Jeg vil hellere leve livet, præcis som jeg ønsker, og vide, at på et eller andet tidspunkt så skal jeg væk herfra – uden at vide præcis hvornår. Simpelthen forsøge at leve hver dag som var det en gave og opnå de ting, som jeg virkelig gerne vil med livet. 

Men hvad tænker du? 

Det er en virkelig spændende tematik, som Nikki Erlick tager op i Livstråden. Simpelthen spørgsmålet om, hvad mennesket ville gøre, hvis de kendte længden på deres liv. For det viser i den grad, hvor forskellige vi er som mennesker. Hvor nogle i bogen vælger at åbne deres æsker og se, hvor længe de har tilbage at leve i, vælger andre helt at lade være med at åbne og fortsætter deres liv, som de altid har gjort. Og her bliver det netop spændende at se, hvordan netop de korttrådede griber det hele an, da det er dem, der har mest at miste. Her er der igen nogle, der mister forstanden, lader sig henfalde i et dystert og deprimerende mørke og begår selvmord/mord, mens andre gør deres for at leve livet til fulde og gøre de ting, som de altid har drømt om.

Men det er også interessant at se, hvordan samfundet påvirkes af den tydelige adskillelse. De langtrådede har intet at frygte, for de ved, at de kommer til at leve et langt liv, så de tøver ikke med at gøre dumdristige ting, der førhen kunne slå dem ihjel. I stedet frygter de de korttrådede, der bliver en ny slags fjende – en fjende uden de samme rettigheder eller samme værdi som de langtrådede, for de dør jo alligevel om kort tid.

Og det bliver faktisk ret skræmmende læsning også. At se alt det, som generationer har kæmpet for at opnå (lige forhold mellem mænd og kvinder, racer osv.), få nye fortegn og igen skille verden ad i to grupperinger, hvor den ene har mere magt end den anden og tydeligt forsøger at nedkæmpe den med lavere værdi.

Dermed ikke sagt, at der kun er fortvivlelse og negativitet i Livstråden. Overhovedet ikke. Der er nemlig masser af venskab, kærlighed og håb. For når du pludselig kender længden på dit liv, handler det om at fylde livet med mening. Og hvordan måler man egentlig kvaliteten af ens liv? Hver er et lykkeligt liv? 

Og her synes jeg virkelig, at nedenstående citat fra bogen er så fint:

“”Vi har ikke brug for trådene til at opdage, hvad der er vigtigt her i livet.””

For det der er vigtigt i livet, er netop ikke defineret af trådene. Det er defineret af en selv, og hvad man selv ønsker at opnå. Og selvom nogle af personerne i bogen ser trådene som hele meningen med livet, er der langt flere, der betragter deres gerninger som langt vigtigere.

Det er altså ikke kun en interessant tematik eller problemstilling, som Livstråden tager fat på. Det er også en både hård, tung og alvorlig en. Det er langt de færreste, der har lyst til at tænke på eller snakke om døden, men heri bliver både karaktererne og vi som læsere konfronteret med den. Vi får den smækket lige i hovedet og kan ikke andet end i hvert fald tænke over, hvad vi selv ville gøre i samme situation. Og det er både hårdt og ubehageligt. 

Og selvom emnet er tungt, bliver det brugt på en så ærbar og stilfuld måde, at det på intet tidspunkt bliver for meget. Jovist er det hårdt at følge, når de korttrådede, vi har fulgt i bogen, dør til sidst (spoiler, men hey, vi vidste jo godt, det ville ske), men det bliver bare fortalt på en helt særlig stilfærdig måde, der formår at binde en fin sløjfe på hele historien til sidst.

Livstråden følger vi otte forskellige karakterer, hvis liv flettes ind i hinanden på forskellig vis efter modtagelsen af æskerne. Her følger vi blandt andet lægen, der kun har måneder tilbage et leve i, en engelsklærer, der ikke har åbnet sin æske, et par, hvor den ene har en kort tråd og den anden en lang, og en korttrådet, der vælger at give sin bror og hans mand den største gave af alle – nemlig at være rugemor for deres børn. Vi følger, hvordan de først er angste for at have kort tid tilbage at leve i, men også hvordan de ønsker at få mest muligt ud af deres liv, inden det er for sent. Hvordan de fortsætter med at være de mennesker, de altid har været, men også hvordan de kæmper for at have de samme rettigheder som de langtrådede.

Det er alt sammen virkelig flot og smukt skrevet. Og jeg synes virkelig, at Nikki Erlick har gjort et rigtig flot stykke arbejde med sin debutroman. Det kan hun godt være stolt af. For det er en virkelig god ide og tematik med masser af potentiale, som hun i den grad får indfriet på troværdig vis.

Hele ideen om lykke og et meningsfuldt liv tages op til genovervejelse i romanen, og det har da i hvert fald også sat nogle tanker i gang hos mig. Livstråden kommer godt ind under huden og bliver siddende. Den er både spændende, sårbar og tankevækkende, hvor håbet spirer, og fortalt helt rigtigt.

Livstråden får 5 stjerner med fra mig og ikke mindst den absolut varmeste anbefaling – ingen tvivl om, at det er en af de bedste bøger, jeg har læst i år.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *