Hvor skoven møder stjernerne af Glendy Vanderah

Hvor skoven møder stjernerne af Glendy Vanderah

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Lindhardt og Ringhof

Forfatter: Glendy Vanderah
Forlag: Lindhardt og Ringhof
År: 2023
Sider: 376
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Skønlitteratur

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐

Hvor skoven møder stjernerne følger vi Jo, der er ornitolog og i gang med sit feltarbejde. En dag dukker en lille pige pludselig op ved hendes hytte og fortæller, at hun er et rumvæsen, der først kan rejse hjem igen til stjernerne, når hun har set fem mirakler. Sammen med Gabe, en lokal enspænder, der bor på gården ved siden af hytten, tager Jo sig af pigen, mens de prøver at finde ud af, hvor hun kommer fra. Det er nemmere sagt end gjort, for pigen er utrolig intelligent, og både Jo og Gabe kæmper med hver deres dybe ar på krop og sjæl. 

Inden længe er de tre dog uadskillelige, indtil de bliver tvunget til at vælge mellem fornuft og kærlighed.

 

Da jeg først læste om bogen, kunne jeg bare mærke, at det her var en, jeg blev nødt til at læse. Der var bare et eller andet ved den, og hvor er jeg glad for, at jeg fik muligheden – for sikke en overraskende lille perle af en historie. En historie, der rammer lige i hjertekulen, kommer helt ind under huden og bliver siddende længe efter, man har læst den færdig.

Hvor skoven møder stjernerne præsenterer læseren for tre vigtige karakterer, der hver især bærer rundt på dybe år. Fortælleren i romanen er Jo, en ung ornitolog, der har lejet sig ind i en hytte, mens hun laver sit feltarbejde, hvor hun studerer og redegør for fuglereder. Jo mistede for noget tid siden sin mor til kræft, og morens forløb gjorde, at lægerne opdagede det tidligt hos Jo, der som følge heraf har fået fjernet begge bryster og sin livmoder. Dette har helt naturligt sat sine spor i hende. Den lille pige, Ursa, har tydeligvis også sit at kæmpe med, da hun dukker op foran hytten både beskidt, med blå mærker på kroppen og uden sko. Men Ursa røber ingenting og holder fast i, at hun er et rumvæsen. Selvom Jo er af den overbevisning, at politiet skal indblandes, så Ursa kan komme hjem igen eller i hvert fald havne hos en god familie, kan Jo ikke undgå at føle medlidenhed med den lille pige, og stik mod hvad hun ved, hun burde gøre, og hvad der vil være det rigtige at gøre, tager hun pigen til sig og knytter bånd til hende.

Dertil kommer Gabe. En forknyt enspænder, der lider af depression og angst, og som hele livet aldrig rigtig har knyttet nogen bånd til nogen. Og ligesom Jo kan han heller ikke undgå at komme til at holde af Ursa, så de tre efter kort tid bliver til en lille trekløver. 

Jeg synes, det er så godt skildret. Ikke kun deres indbyrdes forhold, men også de ar, som de hver især bærer rundt på. Det er godt fortalt og virkelig autentisk på en helt særlig måde, der griber én om hjertet. Og jeg synes, at karaktererne er virkelig skarpt skildret, så de står lyslevende for læseren. 

Hvor skoven møder stjernerne er velskrevet og har et roligt tempo, der langsomt, men gennemtænkt, fører læseren derhen, hvor vi skal hen. Og så er plottet både originalt og fantasifuldt på en måde, hvor Ursas påstand om at være rumvæsen og hele hendes tilgang til livet og behovet for mirakler gør historien magisk.

Selvom romanen indeholder nogle ret tunge emner og ikke mindst tunge følelser, så er det netop Ursas karakter og hendes livsglæde, der afholder Jo og Gabe, men også læseren, fra at blive tynget ned af sorgen og depressionen. Og det virker til, at det lige netop er det, som både Jo og Gabe har brug for for at komme videre. 

Plottet bevæger sig på den måde i et spændingsfelt mellem de helt store følelser som sorg og depression, glæde og optimisme og ikke mindst behovet for at føle sig elsket og finde det sted, hvor man hører til. Og det, sammen med karaktererne, gør Hvor skoven møder stjernerne til en både medrivende og rørende roman, der ikke sådan er lige til at slippe igen.

Hvor skoven møder stjernerne er for mig en virkelig hjertevarm fortælling om venskab og kærlighed, og hvad hjerterum kan gøre for et andet menneske. Men det er lige så meget en historie om, hvor vigtigt det er at dele sine oplevelser og tanker med andre og turde lukke et andet menneske ind i sit liv. Og det er smukt skrevet.

Den får mine varmeste anbefalinger med på vejen, og det er virkelig noget af en debut, som forfatteren her har begået sig. En fortælling, der på alle måder fortjener de 5 stjerner, som den får med fra mig.

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *