Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Brændpunkt
Forfatter: Thomas Johannes Erichsen
Forlag: Brændpunkt
År: 2023
Sider: 214
Sprog: Dansk
Genre: Skønlitteratur, fortællinger
Stjerner: ⭐⭐⭐
I De fortabte møder vi en række fortabte karakterer og hører om deres skæbner i forskellige fortællinger. Bl.a. hører vi om to personer, der finder vej ind i en svømmehal, hvor vandet er ved at blive renset. Om en lille dreng, der holder fødselsdag for hele klassen, mens hans fordrukne far slår over i engelsk, når han drikker. Om veninderne, der farer vild på havet, men ender ombord på en yacht med en masse rige kvinder, men ingen mænd. Parret, der så gerne vil have børn og indgår en aftale med naboen, da manden har en dårlig sædkvalitet. Og en luftalarm, der pludselig ruller ind over en forstad, mens konen og sønnen er ude at handle.
De fortabte er således en række små fortællinger om hverdag, skæbne, krig og død.
Det fungerer faktisk ret fint med de her korte skæbnefortællinger, som Thomas Johannes Erichsen præsenterer læseren for i De fortabte. Nogle af fortællingerne er ikke mere end to sider lange, mens andre strækker sig over flere og ad flere omgange, hvor der lige er en anden skæbnehistorie imellem. Det er ret interessant læsning, hvor fællesnævneren for alle fortællinger bliver netop de fortabte på en måde. Hvordan karaktererne i fortællingerne på en eller anden måde forsegler deres egen skæbne uden at være klar over det, og hvordan de er fortabte fra det øjeblik, de træffer valget.
Det er både dystert, urimeligt og til tider endda også grusomt. I begyndelsen starter fortællingerne forholdsvist stilfærdigt og bygger langsomt op til de mere grusomme historier. Hvor karaktererne befinder i situationer, som de ikke kan redde sig ud af selv – og ofte med fatale konsekvenser til følge.
De fortabte er skrevet i et let sprog, og kombineret med de korte fortællinger gør det, at man forholdsvist hurtigt læser bogen og bliver draget af historierne.
For mig at se er det en fin samling af fortællinger, men der er heller ikke tale om historier, der får en helt “i stødet”. Det er gedigent, let og ganske fin underholdning i nogle timer.
Så er du på udkig efter en ny stemme inden for litteraturen og gerne noget let og dog alligevel dystert og skæbnesvangert, kan du roligt give dig i kast med Thomas Johannes Erichsens debutroman De fortabte.
– Camilla