For mig fungerer det her med kombinationen af genkendelighed og hverdag samt gyset og det fremmed utroligt godt. For ved at lade handlingen tage plads i noget, vi alle kan nikke genkendende til og i dagligdagssituationer, fremtræder gyset des kraftigere, synes jeg. Det bliver mere frygteligt, mere dystert og ikke mindst uhyggeligt. Når børn lige pludselig ikke længere opfører sig som børn, eller de snakker til noget bag én – se, det er satme skræmmende! Men også det her med, at vi pludselig oplever eller selv gør mystiske ting, som vi ikke er klar over. Det kan virkelig også frembringe isnen ned ad rygsøjlen. Det er virkelig en god omgang værste mareridt, som Vork her skildrer.

Det hele fortælles i et let og hverdagsagtigt sprog, som blot intensiverer uhyggen yderligere. Det er både velskrevet og skråret helt ind ind til benet, så der ikke er alt muligt overflødigt eller unødvendigt med. Jeg er virkelig fan, og det er altså nogle fremragende noveller og ikke mindst situationer og karakterer, som Vork har skrevet og skildret på en jordnær og på en eller anden måde også en autentisk måde.

Det eneste, der sådan stikker lidt ud, er novellen Under blodbøgen. Novellen er også med i samlingen 1900 og foregår tilbage i 1900-tallet, hvilket stikker lidt ud i denne samling, som ellers foregår i vores samtid. I min optik kunne Ubuden sagtens have været foruden denne novelle, uden det havde gjort noget. I forhold til det uindbudte og tematikken i denne samling var jeg i hvert fald mere begejstret over de øvrige noveller, som jeg også fandt des mere uhyggelige at læse. Men måske det bare er mig.