Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Forlaget Falco
Forfatter: Mikael Lindholm & Lisbeth Zornig Andersen
Forlag: Forlaget Falco
År: 2023
Sider: 558
Sprog: Dansk
Genre: Krimi, Spænding
Stjerner: ⭐⭐⭐
I Dødens druer følger vi den charmerende efterforsker Filippa Falkenberg og hendes nye partner, Ole Bundgaard, der sendes ned i Københavns metrotunneler, da der bliver fundet et lig støbt i betonen. Det viser sig hurtigt at være en forsvunden dansk fagforeningsmand, der tidligere har anklaget de italienske leverandører til metrobyggeriet for at smugle kokain til Danmark via vareleveringerne.
I deres søgen efter at opklare mordet tager Falkenberg og Bundgaard til Italien, og her ender de på en danskejet vingård i Piemonte. Der går ikke længe, før de vikles ind i et livstruende drama om vinforfalskeri, og situationen tilspidser yderligere, da den italienske mafia melder sin ankomst, og endnu en person tilsyneladende lader livet.
Dødens druer er ikke en krimi, jeg typisk ville tage ned fra hylden og med hjem for at læse. Hvorfor, ved jeg ikke helt 😅 Men det er jo altid godt at prøve noget nyt, og det er også noget, jeg gør meget ud af som anmelder. At læse nye genrer og nye stile af, for hvem ved – måske gemmer der sig rent faktisk noget helt specielt i det, man normalt ikke læser. Til trods var det dog alligevel med lidt forbehold, at jeg begyndte at læse denne krimi af makkerparret Lindholm & Zornig. Forbehold, som kom til sin ret undervejs.
Her er tale om et interessant plot, hvor der i efterforskningen af et mord i Danmark trækkes tråde til Italien, mafiaen, vinforfalskninger og et langt større plot, end hvad vores to efterforskere lige regnede med. Men der er samtidig ret mange plottråde i historien, hvor vi skiftevis følger Falkenberg og efterforskningen, den danske vingårdsejer og svindler, Jack, samt den italienske Sandrone med forretninger på kanten af loven (og hans forlovede, den danske Cecilia). Der er således mange aktører i bogen – med hver dages mål – og allerede fra starten kan vi regne ud, at de tre tråde på en eller anden måde skal vikles sammen. Og det bliver de da også på en hæsblæsende og actionpræget måde, da vingården, hvor de alle er samlet, pludselig er under angreb. Der er både plottwists undervejs og sådan lidt mere hovsa-løsninger.
Plottet bliver ikke rigtig på noget tidspunkt sådan rigtig spændende, hvor man efterlades på kanten af sofaen og med hjertet helt oppe i halsen, mens man venter på de afsluttende scener. I stedet er plottet på et stabilt spændingsniveau hele vejen igennem med undtagelse af enkelte scener, hvor den peaker. Personligt kunne jeg godt have brugt mere spænding, men det er ofte en smagssag.
Plottet i Dødens druer er til gengæld levende fortalt med et udtalt humoristisk strøg fra flere af karaktererne. Og det gør, at krimien bliver meget let og af mere underholdende karakter, hvilket egentlig klæder fortællingen ganske fint.
Historien og skrivestilen er let og ligetil og kræver ikke meget af læseren, så det er bare med at læne sig tilbage og se, hvad der sker.
På trods af at karaktererne er en smule stereotype og karikerede, så er Filippa nu alligevel en ret fin karakter. Hun rummer noget og har masser af personlighed og charme, så hun er bestemt underholdende at følge.
Når det kommer til dialogerne i Dødens druer, så er jeg nok en smule splittet. Nogle steder synes jeg, at de fungerer ganske fint og er flydende, mens de andre steder virker mere forcerede og ikke heeeelt rigtige på en måde.
Helt grundlæggende set var Dødens druer ikke en aha-oplevelse for mig, men det er gedigen underholdning. Og så kan man nyde godt af beskrivelser af den italienske natur og stemning, hvilket altså også kan noget.
– Camilla