Selskabet foregår i slutningen af 1800-tallet, hvor det okkulte og spiritualiteten havde sin storhedstid, og jeg synes, perioden fungerer rigtig godt som underliggende stemning til handlingen. Historien fortælles af Lenna, mens vi følger hendes forsøg på at overkomme det logiske og tro på det okkulte, mens hun lærer mere om sidstnævnte og kommer tættere på svarene omkring sin søsters død. Undervejs er der dog også kapitler fortalt af en Mr. Morley, som er ham, der har sendt bud efter Vaudeline. Undervejs går det dog hurtigt op for læseren, at han ikke har helt rent mel i posen og måske endda også ved mere, end han giver udtryk for. Og her skiftes faktisk også mellem fortælletype, hvor Lennas kapitler er i 3. person, er Morleys i 1. person, og det gør altså noget for hans troværdighed og hele fortællingen, at hans narrativ er i jeg-form. Dette er med til at tydeliggøre hans utroværdighed, hvilket på den ene side måske godt kan afsløre for meget, men på den anden side er det også spændende, fordi vi læsere ved noget, som karaktererne ikke ved, og fordi vi venter på den kommende afsløring.

Umiddelbart fungerer det her skift mellem fortællerne ret godt. Først og fremmest fordi vi kommer langt mere omkring og får større indblik i tanker og motiver, men også den bagvedliggende historie, som Lenna ikke kender til. Det giver derved noget mere til historien og handlingen og opbygger langsomt den her “skurk” i fortællingen. Men det tager måske også lidt af selve spændingen ved afsløringen under seancen til sidst, da vi som læser jo allerede har gættet, hvem the bad guy er. Men det er bare sådan, det er, når man stilistisk set vælger at lade skurken fortælle også, og bundærligt så fungerer det altså meget godt heri.