Familien Rokesby: Miss Bridgertons hemmelighed af Julia Quinn

Familien Rokesby: Miss Bridgertons hemmelighed af Julia Quinn

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra People’s

Forfatter: Julia Quinn
Forlag: People’s Press
År: 2023
Sider: 360
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Romantik

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Miss Bridgertons hemmelighed følger efter begivenhederne i En opdigtet ægtemandog denne gang følger vi den tredje Rokesby-bror Anthony, og Poppy Bridgerton, der er kusine til Billie Bridgerton fra første bog i Rokesby-serien. Da Poppy finder et skjulested med tyvekoster, er hun, før hun ved af det, blevet kidnappet og slæbt med ombord på et skib, hvor kaptajnen er ingen andre end Anthony Rokesby. Der er bare lige det ved det, at ingen ved, han er en Rokesby, og at han ikke er en pirat, men derimod fragter vigtige dokumenter for den britiske regering.

Mens havet slår højt mod skibet, går bølgerne højt mellem Poppy og Anthony, der indser, at der måske er mere mellem dem. Mon romancen bliver til en skandale, når de finder ud af, hvem de hver især i virkeligheden er?

Lad mig lige starte med at sige, at det altså er virkelig god stil (og virkelig lækkert) at få snacks med i sine bogpakker! 😍 Ved de to første bøger fik jeg en pose god te, og denne gang lækre småkager, der i den grad blev nydt, mens jeg læste bogen (altså dem der var tilbage, efter min kæreste havde været i dem!). Det gør altså bare lige det ekstra for oplevelsen, synes jeg, så tak for snacks til People’s.

Og nu til selve bogen. Det er ikke, fordi jeg har en masse nyt at sige faktisk. Det er nogle gange lidt udfordringen ved bogserier. Især når bøgerne i serierne ligner hinanden så meget, som det er tilfældet med Rokesby – på den gode måde altså. Fordi det er set før, og fordi det er en klassisk romanceroman, hvor de to parter først ikke kan udstå hinanden, og så sidenhen udvikler et glohedt begær og ikke kan være hinanden foruden.

Der, hvor Miss Bridgertons hemmelighed så adskiller sig fra de to andre, er på spændingen. I første bog startede vi meget blidt ud, hvor der ikke var særlig meget på spil, og hvor baggrunden for kærlighedsforholdet måske var lidt vag, til i anden bog hvor der var lidt mere på spil og lidt mere spænding, til her i tredje bind, hvor der faktisk sker ret meget på den dramatiske og actionprægede del – det går jeg ikke mere i dybden med, da det vil spoile, men jeg kan dog afsløre, at hvis Poppy syntes, at hendes tilfangetagelse på Anthonys skib var slem, så har hun noget værre i vente.

At der blev tilføjet lidt mere drama og action på den måde klædte faktisk fortællingen og gjorde, at den ikke var så ligetil og “lyserød” som de to andre. Og jeg ved ikke, på en eller anden måde synes jeg, at man faktisk også fik et større indblik i de to hovedpersoner end i de forrige binds hovedpersoner. Jeg havde i hvert fald en bedre forståelse for både Poppy og Anthony og følte, at man virkelig kom under huden på dem. Det er nogle levende karakterer med hver deres særegne personligheder, der faktisk komplimenterer hinanden rigtig godt.

Noget andet, jeg rigtig godt kan lide ved Rokesby-bøgerne, er, at selvom det er en helt anden tid med andre regler og måder at opføre sig på, så er det virkelig skønt med nogle kvindelige karakterer, der ikke er som de andre. For fælles for både Billie, Cecilia og Poppy er, at de tør sige deres mening og give lidt modspil til mændene – og det er dejligt forfriskende!

Miss Bridgertons hemmelighed er som sine forgængere en kærlig historie, som den skrives bedst med lige dele “had”, begær, sex og drama, og så er den altså bare skrevet i et let og flydende sprog, som man bare lader sig rive med af.

Her er tale om perfekt litteratur, til når man trænger til at slappe af, slå hjernen fra, nyde en kop te og bare lade sig opsluge af et nyt univers, mens romantikken udfolder sig for øjnene af en 🌸

– Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *