Forfatter: Neil Gaiman
Forlag: Headline
År: 2013
Sprog: Engelsk
Sideantal: 243
Genre: Roman, magisk realisme
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐
En begravelse fører en midaldrende mand tilbage til sin barndomsby. På en indskydelse følger han grusvejen fra sit gamle barndomshus ned til huset for enden, hvor pigen Lettie Hempstock engang boede. Under sit besøg hos Hempstock familien mindedes han dengang han var 7 år og mødte den 11-årige Lettie. Han genkalder sig de hændelser, der førte til deres venskab, men han husker pludselig også mange umulige og forfærdelige ting, som han ikke helt ved, om er virkelighed eller fantasi.
The Ocean at the End of the Lane er en relativ kort historie om et usandsynligt venskab, grænser mellem verdener og mellem fantasi og virkelighed. Bogen har en drømmelignende atmosfære, der får en til at mindes sin egen barndom og den måde, man som barn oplevede forskellige situationer. Historien er fortalt gennem både barnets og den ældre voksnes øjne, idet han tænker tilbage på barndommen og forstår nogle ting anderledes end før.
Neil skaber på samme tid en realistisk, men også mystik verden. Jeg vil sige, den hælder til magisk realisme, da reglerne for magien er løse og flydende. De fleste mennesker bortforklarer hændelserne, inklusiv hovedpersonen, som glemmer detaljerne som voksen.
På en måde kunne den godt fungere som børnebog også, dog nok først fra ca. 11 år, da der er nogle scener, som godt kan virke skræmmende for mindre børn. Men jeg tror grunden til, den egentlig er sat som en ‘voksen’ roman, er, at man skal være vokset fra barndommen for rigtig at kunne savne den og leve sig ind i mandens minder om hans barndom.
Hempstock familien er omdrejningspunktet for romanen og nok også de mest interessante karakterer. Det er svært at sige meget om dem uden at spoile, men deres varme, ro og styrke er med til at være et holdepunkt for vores hovedperson midt i den dramatiske krise, han ender med at befinde sig i. The Ocean at the End of the Lane er lidt en roman, hvor der på en ene side sker en hel masse og på den anden side nærmest ingenting.
Neil skriver i et flydende og flot sprog med mange beskrivelser, der pensler især steder, personer og mad ud for læserens øjne. Det er en rimelig kort bog, som er nem at dykke ned i og komme igennem.
Alt i alt er The Ocean at the End of the Lane en både smuk, til tider skræmmende og sørgmodig nostalgisk bog, som kun kan anbefales til alle, der savner lidt af barndommens magi – på godt og ondt.
– Marin