Bogen D&D: Dungeon Club: Roll Call af Molly Knox Ostertag blandt terninger, kort og en lille drage

D&D: Dungeon Club: Roll Call af Molly Knox Ostertag

Forfatter: Molly Knox Ostertag
Illustrator: Xanthe Bouma
Forlag: Farshore
År: 2023
Sprog: Engelsk
Sidetal: 208
Genre: Graphic Novel

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐

Middle school er en kamp for Jess, men i det mindste har hun og hendes bedste veninde Olivia en fantastisk verden, som de kan flygte ind i. De er vilde med Dungeons & Dragons og har spillet sammen bare de to i flere år. Men da Olivia ønsker at tilføje nye spillere til deres gruppe, kæmper Jess for ikke at skulle dele deres spil – eller hendes bedste veninde.


D&D: Dungeon Club: Roll Call
er en fin kort historie om venskab og mod. Illustrationerne er flotte og farverige, og skiftet mellem virkelighed og fantasi fungerer rigtig godt – også når de blandes sammen f.eks. da mobberen bogstaveligt talt bliver set som et ondt monster af Jess.

Det er en fortælling om et stærkt venskab, der sættes på prøve af Jess’ egen usikkerhed. Noget som mange unge i den alder vil kunne genkende. Jess mener ikke, hun har brug for andre end Olivia, men føler at Olivia er på vej væk. Derudover ser hun skolen som en kamp for at overleve. Klassekammeraterne inddeles i D&D termer og er ofte monstre som skal undgås eller bekæmpes.

Samtidig med at vi følger historien i den virkelige verden, følger vi også Jess’ karakter i spillet: Sir Corius. Han er en enspænder ligesom Jess, og har klaret sig fint på egen hånd indtil nu. Samspillet mellem de to lag af fortællingen fungerer virkelig fint, og viser også hvad fantasy som genre, hvad end det er bøger eller spil, kan gøre for vores forståelse af et problem eller tema.

D&D: Dungeon Club: Roll Call kan anbefales til alle, der elsker fantasy og D&D, men især til børn i alderen 8-12 år, som måske er nysgerrige på, hvad spillet egentlig går ud på – uden at bogen på nogen måde er en manual.

– Marin