Forfatter: Alice Oseman
Forlag: HarperCollins
År: 2016
Sprog: Engelsk
Sidetal: 403
Genre: YA / ungdomsbog

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐ og en halv

Francis er en dedikeret elev, der sætter sit studie højere end noget andet. Hun får altid topkarakterer og drømmen er Cambridge. Det er i hvert fald sådan, alle andre ser hende. Ingen ved nemlig, at hun i alt hemmelighed tegner fanart til YouTube podcasten Universe City og er en kæmpe fandom nørd. De ved heller ikke, at det er hendes skyld, Carys løb hjemmefra. Og da Francis finder ud af den sande identitet bag skaberen af hendes yndlings podcast, bliver hendes liv og syn på sig selv aldrig helt det samme igen.

Radio Silence er en vældig fin ungdomsroman om venskab, identitet og fremtidsplaner tilsat en god portion familiedrama. Vi følger Francis i hendes sidste skoleår inden universitetet med al den stress og tankemylder, det bringer med sig. Det er dog ikke et år, der går helt som hun havde forventet, da hun pludselig fra at være mega fan bliver bedste venner med skaberen bag den populære podcast. For kan hun både holde niveauet i skolen og være en del af Universe City på samme tid?

Bogen bæres især af en række virkelig velskrevne karakterer. Man kan mærke, at Oseman har noget på hjerte med hver og en af dem. Selvom jeg synes, det ville være fedt med mere fokus på nogle af karaktererne, så føler jeg alligevel, at jeg kender dem og forstår dem selv med kun ganske få scener. Alice Oseman er bare eminent til at tegne et klart billede af forskellige typer personer på få sætninger.

Udover Francis, der som sagt lever nærmest et dobbeltliv i forhold til sin personlighed, så har vi også Aled, Raine, Daniel og Carys. De virker alle levende nok til, at jeg sagtens kunne forestille mig dem hver især som hovedperson i deres egen roman.

Aled er stille og klog. Han gemmer sig bag Daniel og får gode karakterer, fordi det mener hans mor, man skal. Men han har også en anden side ligesom Francis. Daniel og Raine virker begge simple ved første øjekast, men jo mere Francis lærer dem at kende, desto mere nuanceret er deres historier.

Radio Silence er skrevet i et letlæseligt ungdommeligt sprog med korte kapitler, som er nemme at komme igennem. Bogen springer til tider en del i tid, hvilket nogle gange forvirrede mig lidt. Rent sprogligt er romanen båret meget af dialog, og der er ikke vildt mange beskrivelser. Det gør egentlig ikke så meget, men det var da noget, jeg lagde mærke til. Måske fordi Solitaire, som jeg læste inden, trods alt har flere beskrivelser, selvom de to bøger generelt har samme skrivestil.

Alt i alt er Radio Silence endnu en flot ungdomsroman af Alice Oseman, som kun kan anbefales. Den kredser om en masse relevante temaer og tanker som teenagere sidder med, men som alle sådan set kan lære noget af. For vi bør alle turde være, den vi er, fremfor den person andre ser os som.

– Marin