Reklame: anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag
Forfatter: Emily Henry
Forlag: Gads Forlag
År: 2024
Sider: 429
Sprog: Dansk
Original sprog: Engelsk
Genre: Romantik, komedie, rom-com
Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
I Mit lykkested møder vi Harriet og Wyn, der har været kærester, siden de mødte hinanden i college. Men de slog op for et halvt år siden, uden at fortælle det til deres vennegruppe, som de nu skal på den årlige sommerhustur med. De nægter begge at bryde idyllen ved at fortælle dem de triste nyheder og beslutter sig i stedet for at holde det hemmeligt lidt endnu og lade som om. For det kan da umuligt være så svært at lade, som om de stadig er forelskede, når de har været det i så mange år. Eller…
Jeg var jo ret vild med Emily Henrys Bogelskere, så selvfølgelig skulle jeg også læse Mit lykkested. Og jeg må sige, at jeg er mindst lige så begejstret for denne som den anden, om end førstnævnte er en lille my foran, fordi den også handler om kærligheden til litteraturen 😆
Emily Henry skriver virkelig dejligt let og flydende, og det tager ikke mange sætninger, før man er revet med af stemningen og historien, der udfolder sig på siderne. Jeg må indrømme, at jeg har fået øjnene op for de romantiske komedier gennem de sidste par år, og det er virkelig rar læsning. Selvom de på sin vis er lidt forudsigelige, så er de så behagelige og lette at læse, hvilket bare fungerer, især de dage, hvor det skal være lidt nemmere at gå til. Og når det så er skrevet så charmerende og indlevelsesrigt som her i Mit lykkested, er der ikke noget at sige til, at siderne nærmest vendte sig selv.
Der er tale om en sød historie om kærlighed og venskab. Om at turde give slip for at gøre den anden lykkelig, men også om, hvordan nogle mennesker bare er som skabt for hinanden – både i kærlighed og venskaber. Og det er så fint skildret med humor og dejlige beskrivelser. Emily Henry kan virkelig noget med sprog og billeder, som gør noget helt særligt for hendes fortællinger. Det er faktisk ret misundelelsesværdigt, hvordan hun får skabt så fine billeder og beskrivelser. Der er bestemt noget poetisk over hendes sprog, og det fungerer rigtig godt for historien og ikke mindst genren.
Oveni købet er karakterskildringerne flot skrevet og rigtig gode, og kemien mellem både Harriet og Wyn og ikke mindst deres venner bobler nærmest. Dialogerne herimellem og den gnistrende kemi mellem Harriet og Wyn spiller virkelig og føles ægte.
Jeg har sagt det før og siger det gerne igen – Emily Henry kan sit kram og har helt styr på, hvordan man skriver rom-coms. Og jeg er mere end klar på at læse mere!
Er du klar til at blive opslugt og bare lade dig flyde med stemningen i en charmerende og sød historie, der alligevel har lidt kant, så synes jeg bestemt, at du skal tage Mit lykkested under armen, sætte dig ud i solen og nyde en humorfyldt, romantisk historie af bedste skuffe 🌷
– Camilla